Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 01-24 Tærsbøl tager titlen fra Thijs
Tærsbøl tager titlen fra Thijs
24. januar 2015 · Jeppe Weinreich
DM Kort Cross. Mads Tærsbøl fik lørdag i Kalundborg sit helt store gennembrud, da han i en flot og jævnbyrdig dyst kunne besejre den forsvarende mester Thijs Nijhuis. Hos kvinderne sejrede Sara Sig Møller foran Simone Glad.
Efter to års fravær fik 22-årige Mads Tærsbøl lørdag i Kalundborg et overbevisende comeback, da han spurtbesejrede den forsvarende mester Thijs Nijhuis (Viborg AM). Resultatlisten siger ét sekund, men reelt var der kun to meter mellem de to, da Tærsbøl – i sin debut for Sparta – krydsede målstregen på Munkesø Stadions snedækkede cindersbaner.
Fra start var det de to 22-årige konkurrenter, som tog teten. Med sig havde de den ét år yngre Jacob Ø. Markussen (1900), mens der var et lille hul ned til de to mere rutinerede herrer, Jesper Faurschou (Herning LK) og Michael Nielsen (Sparta). Da gruppen kom tilbage fra skoven for at løbe en sidste runde inde på stadion, faldt sidstnævnte tilbage. Forrest viste Tærsbøl sin velkendte fightervilje, der altså gav guld, mens Faurschou til sidst formåede at presse sig foran Markussen og tage bronze.
Sikker sejr til Sara Si
Hos kvinderne understregede Sara Sig Møller (Sparta) sin gode form, da hun sikkert tog titlen 12 sekunder foran Simone Glad (OA/OGF). Sara valgte lidt uvanligt en offensiv taktik og skabte sig ret hurtigt et lille forspring ned til Glad. Et forspring, som stille og roligt blev udbygget. Mens disse to placeringer nok var som ventet, så dukkede Lea Reime højst overraskende op nede bagfra og snuppede bronze lige foran Louise Langelund (1900). Den 26-årige Blovstrød-løber blev nr. 4 ved mesterskabet i 2012, men efter en 3. plads i en Cross Challenge runde i november samme år har hun været helt ude af billedet.
I turneringssammenhæng kunne Sparta – ikke mindst i kraft af Sig Møllers stærke vindertid – tage holdsejren foran sidste års samlede vinder, Aarhus 1900. Dermed er det nu helt åbent mellem disse to klubber samt Blovstrød Løverne, som hver har vundet en runde.
Anna Møller vinder junioropgøret
Inden seniorernes heat blev der dystet hos ungdommen på samme strækning. Hos pigerne fulgtes de to favoritter Anna Emilie Møller (Blovstrød) og Maria Larsen (KIF) ad (foto th), men da de nåede stadion, havde Anna fået opbygget et lille hul på fem meter. Trods sin baggrund som 1500 meter-løber havde KIF-løberen ikke noget at "skyde med" til sidst og måtte således se sig slået med seks sekunder. De to tider 13:17 og 13:23 min. lå tæt op ad de tilsvarende hos seniorerne, som lød 13:09 og 13:21 min. Anastacia Damm (Kolding KFUM) – årgang 2001 – imponerede her igen med en 4. plads, som gav en sikker guldmedalje i 14-15 års klassen.
Hos de 16-17 årige drenge viste Andreas Lindgreen (Sparta) topform, da han vandt i den stærke tid 12:06 min. – 22 sekunder foran klubkammeraten Emil Holm, der løb i den ældre juniorklasse.
Dramatik efter hjertestop
Grundet snevejret, der nåede Kalundborg et par timer inden løbets start, var de jyske deltagere blevet så forsinket, at starten måtte flyttes et kvarter. Senere måtte seniorernes heat udskydes yderligere en halv time, og det havde en tragisk baggrund, idet en deltager i veteranernes løb var faldet om med hjertestop. Lykkeligvis formåede en anden løber i feltet at yde førstehjælp og få ham genoplivet med en hjertestarter. Løberen – der var fra arrangørklubben – er nu overført til hospitalet.
DM Kort Cross – Kalundborg d. 24. januar 2015
Senior M
1. Mads V. Tærsbøl, Sparta 11:35 min.
2. Thijs Njhuis, Viborg AM 11:36 min.
3. Jesper Faurschou, Herning LK 11:37 min.
Hold (Cross Challenge - ikke DM)
1. Sparta 59:18 min.
2. Aarhus 1900 61:32 min.
3. Odense Atletik 62.25 min.
Senior K
1. Sara Sig Møller, Sparta 13:09 min.
2. Simone Glad, Odense Atl. 13:21 min.
3. Lea Reime, Blovstrød 13:42 min.
Hold (Cross Challenge – ikke DM)
1. Sparta 41:36 min.
2. Aarhus 1900 42:17 min.
3. Blovstrød 43:41 min.
Piger
18-19 år
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 13:17 min.
2. Maria Larsen, KIF 13:23 min.
3. Louise Rode, Blovstrød 13:55 min.
16-17 år
1. Dorthea Jørgensen, Kolding KFUM 14:42 min.
2. Kirsten W. Jensen, AGF 14:47 min.
3. Anne Holm, Sparta 14:51 min.
14-15 år
1. Anastacia Damm, Kolding KFUM 14:08 min.
2. Anna Mark Helwigh, Sparta 14:20 min.
3. Sofie Hintz, Aalborg Øst RRC 15:11 min
Drenge
18-19 år
1. Emil Holm, Sparta 12:28 min.
2. Emil Øbro, Blovstrød 12:46 min.
3. Casper Giversen, Aarhus 1900 12:47 min.
16-17 år
1. Andreas Lindgreen, Sparta 12:06 min.
2. Sebastian Bæhrntsen, Hvidovre AM 12:33 min.
3. Frederik Mogensen, Amager AC 12:44 min.
14-15 år
1. Oliver Børslev, Aalborg AM 12:54 min.
2. Jonathan Mogensen, Amager AC 13:34 min.
3. Emil Kølle, Køge 13:36 min.