Loading...

Nyheder 2015

Mulbjerg nærmer sig EM

25. januar 2015 · Jeppe Weinreich

Pallas 2. dag. Med resultatet 16.41 meter stod kuglestøder Trine Mulbjerg for et af søndagens bedste danske resultater i Malmø.

Mens sommerens EM i Zürich krævede 17.30 meter, så lyder (B-)kravet til EM-inde i Prag på noget mere lempelige 16.60 meter. Vi taler om kvindernes kuglestød, og her ligner Trine Mulbjerg nu en seriøs kandidat, efter at hun søndag vandt Pallas Spelen med 16.41 meter klart foran den danske mester, Maria Sløk Hansen (HVAM). Det var Mulbjergs anden konkurrence for sin nye klub Sparta (og under den nye træner, Carsten  Bomme), og kun to gange tidligere har hun stødt længere (16.45m ude & 16.69m inde). 

Andre danske topnavne åbnede sæsonen søndag. På 800 meter fik Stina Troest (Amager AC) i et sololøb noteret fine 2:06,42 min., hvilket dog var et lille halvt sekund langsommere end i fjor, hvor hun også sæsondebuterede i Malmø. 

  • Hos mændene sejrede Nick R. Jensen (Sparta) i 1:52,09 min. – 0,6 sek. fra hans to år gamle inde-PR.
  • Martha Traoré (Sparta) fik i længdespring sin hidtil bedste sæsonåbning, da hun nåede ud på 6.14 meter.
  • Højdespringer Jonas Kløjgård (1900) tangerede sin inde-PR ved et klare 2.11 meter i overbevisende stil. Tangering af PR var der også til Massin Ait Bouziad (Sparta), som klarede 2.05 meter.
  • Spartanerne Benjamin Gabrielsen og Morten Jensen nåede begge ud på 7.40 meter i længdespring, hvilket rakte til hhv. 2. og 3. pladsen.
  • I finalen på kvindernes korte hæk slog Mathilde U. Kramer (AAIG) ranglistens nummer et, Marie C. Vermund (Sparta). Kramer løb stærkest i det indledende, hvor det blev til ny PR 8,69 sek.
  • Lørdag satte tre unge sprintere i 17-, 16- og 15-års klassen alle flotte personlige rekorder på 60 meter. Søndag gentog de bedriften på 200 meter: Simon Hansen (1900) 22,56 sek. – Peter Andersson (Greve) 22,95 sek. & Tobias Larsen (Holte IF) 23,38 sek. Sidstnævnte tid er blot 0,06 sek. fra Morten D. Madsens årgangsrekord.

© Copyright Dansk Atletik Forbund