Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 02-01 Bueno klarer EM-krav i første hug
Bueno klarer EM-krav i første hug
01. februar 2015 · Jeppe Weinreich
Med 3:42,78 min. søndag i Irland præsterede Andreas Bueno den hurtigste indendørs 1500 meter af en dansker i 15 år. Den hurtige tid kom helt bag på 1900-løberen, som havde indstillet sig på et beskedent sæsonudlæg.
Træningsugen havde været hård, så Andreas Bueno havde ikke regnet med det helt store, da han søndag stillede op på 1500 meter ved et mindre stævne i irske Athlone. Det gik dog over al forventning. 1900-løberen følte sig helt frisk og gik i front med 500 meter igen (foto). Først på de sidste meter lykkedes det en irer at klemme sig foran med 3:42,69 mod danskerens 3:42,78 min. – klart under A-kravet til EM-inde (3:44,80) og samtidig en tid, som i indendørs sammenhæng kun overgås af Mogens Guldberg og Robert K. Andersens præstationer fra 90erne.
”Jeg er fuldstændig overrasket over, hvor godt det gik. Jeg følte mig fuldstændig frisk under løbet. Det var underligt, og jeg troede ikke på, at uret viste rigtigt undervejs. Det er en kæmpe forløsning,” lyder det fra den 26-årige medicinstuderende, der lagde passivt ud på den langsomme første omgang, men hurtigt fik arbejdet sig op i feltet.
Træningsmængden for Bueno ligger på beskedne 50-65 km om ugen. Dertil kommer dog en masse alternativ træning, og dagens løb viser, at den dosering tilsyneladende fungerer – i hvert fald for Bueno.
”Jeg løb nogle intervaller på løbebånd forleden, og det var et ’konge-pas’, men jeg var usikker på, om jeg kunne regne med tiderne. Men det kan jeg altså.”
Egentlig er Bueno tilmeldt endnu en 1500 meter førstkommende weekend i Finland, men dagens kvalifikation får ham nu til at overveje i stedet at løbe en 3000 meter i Gent. Hvilken distance han i givet fald vil løbe til EM-inde, ligger følgelig endnu ikke fast.
AAI Indoor Games - Athlone (IRL) d. 1. februar 2015
1500 meter
1. Danny Mooney, Irland 3:42,69 min.
2. Andreas Bueno, DK-Aarhus 1900 3.42,78 min.
3. Joe Warne, Irland 3:45,42 min.
Alle tiders indendørs
3:38,85 Mogens Guldberg - Sevilla 1991
3:39,78 Robert K. Andersen - Stuttgart 1998
3:42,78 Andreas Bueno - Athlone 2015
3:43,5h Ruben Sørensen - Los Angeles 1979
3:43,59 Lars Bøgh - Stuttgart 1991
3:44,21 Thijs Nijhuis - Athlone 2014