Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 02-02 Hurtige sprintløb ved VDMU i Aarhus
Hurtige sprintløb ved VDMU i Aarhus
02. februar 2015 · Jeppe Weinreich
Det traditionsrige mesterskab bød som altid på fine dyster og en god stemning. Et væld af personlige rekorder blev sat over en lang weekend, hvor 60 meter-finalerne om lørdagen var toppen.
De Vestdanske Ungdomsmesterskaber (tidl. JMU) har været afviklet i Marselisborghallen i Aarhus hvert år siden midten af 70’erne. Årets udgave var dog den første i den renoverede hal, hvor et helt nyt lysanlæg har hjulpet gevaldigt i det tidligere lidt mørke rum. Lyspunkter var der ligeledes mange af på banerne. Lørdagen blev nemlig afsluttet med en række spændende opgør på 60 meter. Hos de 16-17 årige drenge gav de to klubkammerrater Steffen U. Knudsen og Simon Hansen (1900) hinanden kamp til stregen og blev begge belønnet med flotte PR på hhv.- 7,09 og 7,01 sekunder. Sidstnævnte tid bringer endda Simon Hansen op på 3 pladsen på årets seniorrangliste. En plads, han deler med tre andre løbere.
.
Bare en halv time senere var det Frida Sångren (1900) og Camilla Motzkus (OA/OGF), der i den ældste pigeklasse bød hinanden på en god dyst – igen med flotte PR til følge: 7,80 og 7,87 sek. Tider, der placerer de to juniorer som hhv. 2 og 5 på hos seniorerne.
Kuglestøder rammer loftet
Dansk-norske Marcus Thomsen fra den arrangerende klub Aarhus 1900 kunne sikkert godt have ønsket sig en større hal – i højden. Efter at have stødt 5kg-kuglen ud på ny flot inde-PR 18.96 meter, sendte han den i sidste omgang formentlig endnu længere ud, men den ramte imidlertid loftet. Han fik tildelt et nyt forsøg, men atter sendte det 17-årige stortalent kuglen i loftet.
Trods de noget snævre rammer i hallen gjorde et effektivt tidsskema, at der aldrig opstod kaos. Således var eksempelvis al stangspring og kuglestød lagt om lørdagen, mens man så kunne flytte om den følgende dag og afvikle to højdespringskonkurrencer samtidig. Her var der fokus på junioren Jonas Kløjgård (1900), som gik efter kravet til Junior-EM på 2.13 meter. Efter at have klaret 2.05 meter på fin vis, fungerede teknikken pludselig ikke for den tydeligt skuffede springer, som ikke nåede højere. I stedet blev det i den yngre klasse 16-17 år, at der var grund til glæde. Med bronze på 1.83 meter (William Winkler, SAK77) var der fint niveau. Dagens mand var dog her højrefods-springeren Jonas Bjerremand (Vejle IF), der på fornem vis forbedrede sig fra 1.83 til 1.92 meter. Forinden var han i trespring for første gang kommet over de 13 meter med 13.14 (efter fem overtrådte!). En tredje guld blev det lige akkurat ikke til på den korte hæk, idet sølvvinderen fra højdespring - Sebastian Sund Frandsen (AAM) – her slog ham med 8,41 mod 8,44 sek.
Aalborg AM, der efter Aarhus 1900 havde flest deltagere med, fik også et par flotte sejre med hjem. På 60 meter hæk (14-15 år) løb Nathalie Richter i stærke 9,09 sek., mens stangspringer Jakob Holt Jensen med 4.30 meter hos juniorerne lagde hele 30 cm til sin personlige rekord.
Om fem uger (7.-8. marts) mødes de bedste fra øst og vest, når Skive AM for ottende år i træk er vært for DMU-inde.
Vestdanske Ungdomsmesterskaber – Aarhus d. 31/1-1/2 2015