Loading...

Nyheder 2015

Nick og Sara sætter EM-jagten ind

05. februar 2015 · Jeppe Weinreich

Stort set alle danske topnavne kommer i aktion ved weekendens mange stævner. For såvel Nick Ekelund-Arenander som Sara Slott Petersen bliver der tale om årets første stævne.

Endnu en spændende weekend står for døren. Foreløbig har fem atleter indfriet kravet til næste måneds EM-inde i Prag – og mon ikke ét eller flere navne kan sættes på den liste, når ugen er omme?

Caroline Bonde Holm (Sparta) tager allerede fredag hul på weekenden, når hun er med ved stangspringsstævnet i indkøbsarkaden Stern Center Potsdam. Det er i høj grad en scene, som den danske rekordholder trives på. I 2011 og 2012 forbedrede hun i centeret således den danske rekord til hhv. 4,40 og 4.42 meter, mens hun i fjor kom over 4.41 meter. Sæsonstarten i år har været beskeden med 4.10 og 4.15 meter, så der er plads til forbedringer. A-kravet lyder på 4.35 meter. Kollegaen Rasmus W. Jørgensen springer om lørdagen og møder bl.a. sine tre polske overmænd fra tirsdag. Rasmus har ligeledes gode erfaringer fra Potsdam, hvor hans indendørs personlige rekord på 5.63 meter (2013) er sat.


Ekelund til start i Göteborg
Størst dansk repræsentation finder man i Göteborg, hvor bl.a. Nick Ekelund-Arenander er med på 400 meter. En imødeset sæsonåbning, som vil give et fingerpeg om, hvor formen p.t. er.

”Normalt har jeg jo åbnet sæsonen i midten af januar, men en lille skade i efteråret har hæmmet mig. Det har gjort, at jeg måtte udskyde tingene lidt. Men ud fra de forudsætninger ser jeg positivt på den kommende sæson. Og jeg har jo gode erfaringer på banen i Göteborg,” lyder det fra Nick Ekelund-Arenander, der fyldte 26 i januar.

Højdespringer Janick Klausen (1900) er på glædelig vis helt over sine skadesproblemer, så selvom det oprindelig var planen først at springe til landskampen (14/2), tager han lige en konkurrence til. Kuglestøder Trine Mulbjerg og trespringer Peder P. Nielsen (begge Sparta) er andre topnavne til start.

Sara Petersen glæder sig til Gent
Belgien kan byde på et forbløffende stort antal kvalitetsstævner. Et af de seneste på stammen er Ifam Indoor i Gent. Her gør Sara Slott Petersen (1900) et første attentat på EM-kravet på 400 meter. Med 53,95 sek. ligger A-kravet ganske tæt på Saras egen danske rekord fra EM-inde 2009 på 53,85 sek.

”Det bliver rart at komme i konkurrence igen. Bedømt på mine træningstider tror jeg, at jeg ligger fint,” udtalte hun i denne uge til JPAarhus. Sidst på aftenen forsøger Sara sig i den lidt kuriøse disciplin ”400 meter hæk indendørs”. På den mere velkendte indendørs 3000 meter er Thijs Nijhuis (Viborg AM) med i et meget stærkt felt, hvor der er alle muligheder for at blive trukket med til en hurtig tid. I forprogrammet satser Nick R. Jensen (Sparta) på at klare kravet på 800 meter, mens Andreas Martinsen (1900) på 60 meter hæk heller ikke kommer til at savne modstand.

Troest til start i Luxembourg
Modstand har Stina Troest (Amager AC) desværre savnet i sine to første starter på 800 meter, som hun suverænt har vundet. Det ser lidt bedre ud ved lørdagens stævne i Luxembourg, selvom hun heller ikke her er uden vinderchancer. Bedømt ud fra startlisten ved Jÿväskylä Games venter der ikke Andreas Bueno den store modstand på 1500 meter. 1900-løberen forsøgte i stedet at komme til start på 3000 meteren i førnævnte Gent, men da han ikke hørte fra arrangørerne, bookede han torsdag flybilletten til Finland.

Mangekæmpere i Sverige
En større gruppe mangekæmpere - med bl.a. rekordholder i femkamp Tine Bach Ejlersen (1900) – deltager i weekenden uden for konkurrence ved de svenske mesterskaber i Norrköping. I Malmø afvikles det traditionsrige Atleticumspelen, hvor der er mange danskere med - specielt i ungdomsklasserne.

Sidste test i Spar Nord Arena
Herhjemme er der også aktivitet. Skive AM afvikler det sidste i rækken af indestævner, der efterhånden har fået en pæn størrelse. På kvinderne/pigernes 60 meter er der hele 30 til start, mens man på mændenes startliste finder Morten D. Madsen (Skive AM) på 60 meter.

Lørdagens stævner med dansk deltagelse:

Stabhochsprung-Meeting – Potsdam (GER) (fredag/lørdag)
Rasmus W. Jørgensen & Caroline Bonde Holm

RødBlå Vinter - Göteborg (SWE)
Nick Ekelund-Arenander (400m), Trine Mulbjerg (kugle), Peder P. Nielsen (3-spring), Janick Klausen (højde) m.fl.

Vectis Indoor Games (LUX)
Stina Troest 800m

Ifam Indoor - Gent (BEL)
Sara Slott Petersen (400m+400hæk), Thijs Nijhuis (3000m), Andreas Martinsen (60mhæk), Nick R. Jensen & Kristian U. Hansen (800m forprogram) m.fl.

Jyväskylä Games (FIN)
Andreas Bueno 1500 meter

SM Mangekamp - Norrköping (SWE) (lørdag/søndag)
Tine Bach Ejlersen (syvkamp) + fem andre

Atleticumspelen - Malmø (SWE) (lørdag/søndag)
Morten Jensen (længde), Iben Høgh-Pedersen (stang), Frederik Schou-Nielsen (60m) m.fl.

Indestævne - Skive 
Morten D. Madsen (60m) m.fl.

© Copyright Dansk Atletik Forbund