Loading...

Nyheder 2015

Supertid af Andreas Martinsen: 7,83 sek.

08. februar 2015 · Jeppe Weinreich

Hækkeløberen præsterede lørdag aften i Gent sine to bedste løb på 60 meter hæk nogensinde. Hans tid i finalen er blot 0,03 sek. fra den danske rekord.

Flere danske topnavne var i aktion lørdag aften, og det var særligt hækkeløber Andreas Martinsen (1900), som gjorde sig bemærket. Efter at have sat personlig rekord med 7,88 sek. i det indledende heat på 60 meter hæk blev han nr. 2 i en meget tæt finale i tiden 7,83 sek. Det ville have været dansk rekord for bare ét år siden, men som bekendt overtog Shujaa Benson med 7,80 sek. sidste år den gamle rekord, som Claus Hirsbro ellers havde siddet på siden midten af 90erne.

”To gange PR, det var en god dag på kontoret. Men det var overhovedet ikke nogle perfekte løb, så jeg regner med, at der er mere at hente,” lyder det fra Andreas, der sammen med sin træner Mikkel Larsen har arbejdet med forskellige fokuspunkter. Ét af dem har været restitution, men også en teknisk detalje som det at holde vejret indtil den første hæk er der blevet arbejdet med.

Med dagens flotte tid går Andreas Martinsen forbi de to hurtigste i Norden i år, finnerne Jussi Kanervo (7,87) og Elmo Lakka (7,89), som han formentlig skal møde ved landskampen næste lørdag i Norge. Allerede torsdag løber han i Aarhus ved ”Vintersprint”.
 
Sara Slott tæt på EM-kravet
Tæt på en dansk rekord var også Sara Slott Petersen (1900), der løb sin første indendørs 400 meter i to år og her viste god form. Med vindertiden i C-heatet 54,01 sek. var hun bare 0,16 sek. fra sin egen danske rekord og sølle 0,06 sek. fra EM-kravet.


"Det er en helt godkendt tid. Og det viser bare, at der er mere på vej. Nu er målet at sætte dansk rekord ved landskampen," lyder det fra Saras træner, Mikkel Larsen.

Sidst på aftenen - grundet forsinkelser var klokken blevet halv elleve - vandt Sara 400 meter hæk i et løb, hvor tingene ikke passede. 58,10 sek. blev vindertiden.

Thijs Nijhuis (Viborg AM) gjorde det også flot, da han blev nr. 7 i et stærkt 3000 meter-felt i ny PR 8:09,13 min. Det bringer ham op som nr. 8 på alle tiders indendørs rangliste.

På 800 meter var Nick R. Jensen (Sparta) igen uheldig at havne i et heat, som ikke bød ham på nok modstand. Nu vandt han C-heatet i 1:51,20 min. – 0,34 sek. fra den personlige rekord og lidt længere væk fra EM-kravet.

Troest vinder i Luxembourg
Ligesom Nick R. Jensen har Stina Troest (Amager AC) denne vinter hidtil savnet modstand. Lørdag i Luxembourg tog hun således årets tredje sejr i lige så mange. Med vindertiden 2:05,40 min. forbedrede hun sit eget danske årsbedste, men manglede 0,3 sek. i forhold til B-kravet til EM-inde.

Det blev heller ikke i Potsdam, at Rasmus W. Jørgensen (Sparta) skulle indløse en EM-billet. Stangspringeren klarede 5.10 i sit første forsøg, 5.30 i andet, inden han rev ned tre gange på 5.50 meter. Det rakte blot til en 9. plads i den stærke konkurrence, hvor det blev polsk dobbeltsejr med 5.80 meter.

Ifam Indoor – Gent (BEL) d. 7. februar 2015

Mænd
800 meter C-heat
1.Nick R. Jensen, DK-Sparta 1:51,20 min.
3000 meter A-heat
1.Halil Akkas, Tyrkiet 7:49,49 min.
7.Thijs Nijhuis, SK-Viborg AM 8:09,13 min. PR
60 meter hæk
1. Gerard O’Donnell, Irland 7,73 sek.
2. Andreas Martinsen, DK-Aarhus 1900 7,83 sek. PR (indl. 7,88 sek. PR)

Kvinder
400 meter C-heat
1.Sara Slott Petersen, DK-Aarhus 1900 54,01 sek. - dansk årsbedste
400 meter hæk
1.Sara Slott Petersen, DK-Aarhus 1900 58,10 sek.
2.Joseffa Keidser, DK-Aarhus 1900 62,86 sek.
Resultatliste

Vectis Indoor Meeting - Kirchberg (LUX) d. 7. februar 2015
800 meter kvinder
1.Stina Troest, DK-Amager AC 2:05,40 min. - dansk årsbedste
2.Kerstin Marxen, Tyskland 2:06,74 min.
Resultatliste

Stabhochsprung-Meetin - Potsdam (GER) d. 7. februar 2015
=1. Robert Sobera, Polen 5.80 meter
=1. Piotr Lisek, Polen 5.80 meter
9. Rasmus W. Jørgensen, DK-Sparta 5.30 meter
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund