Loading...

Nyheder 2015

DM-inde: Afbud fra Sara – tilsagn fra Benjamin

17. februar 2015 · Jeppe Weinreich

Mens Sara Slott Petersen som ventet må melde afbud til weekendens DM, meldes Benjamin Lobo Vedel til gengæld klar på 400 meteren, der dermed kan blive et af højdepunkterne i Skive.

Med Sara Slott Petersens (1900) ærgerlige uheld i lørdagens landskamp stod det hurtigt klart, at DM-inde bliver uden en af de helt store profiler på kvindesiden. Den danske rekordholder håber dog stadig på at blive klar til EM to uger efter.

”Vi ved ikke noget endnu og har ikke taget nogen beslutning. Nu må vi lige se tiden an,” lød det tirsdag fra træner Mikkel Larsen.

Dermed bliver det tredje år i træk uden rekordholderen til start på 400 meter. I fjor lå DM-inde for tæt efter hendes fødsel, og i 2013 trak hun sig med rygproblemer efter at have vundet 200 meteren på førstedagen. Afbuddet tilfører imidlertid 200 meteren en spænding, som den ellers ikke ville have haft. Det ligner nu pludselig en helt åben øvelse med årets fire hurtigste placeret inden for bare 0,11 sek. – og med Frida Sångren (1900), der ikke har løbet distancen i knap to år, som farlig outsider.

Benjamin på banen igen
For nøjagtig en måned siden leverede 17-årige Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) i Växjö med 47,47 sek. en fænomenal hurtig 400 meter. Weekenden efter skulle han have mødt Nick Ekelund-Arenander i Göteborg, men måtte trække sig grundet smerter i den ene fod. Skadesrygter bredte sig, men de havde ikke noget hold på sig. En scanning for nylig kunne intet påvise, og mandag aften tog han så et testløb i Gigantium, og her forløb alt perfekt ifølge træner Erik Barslev. Så Benjamin er trods 14 dages ufrivillig pause med på 400 meter (løber dog ikke 200 meteren).

Nick Ekelund-Arenander (Sparta) vandt i Skive tre år i træk (2011-13), men stillede ikke op i fjor. Med 47,74 sek. og 47,56 sek. i sine to første starter går det i den rigtige retning for den danske rekordholder, som dog må affinde sig med p.t. at ligge nr. 2 på årets rangliste. De to sprintere har mødt i hinanden to gange før: Ved den indl. DT-runde i Odense i maj 2012 og i Göteborg i juni 2014. Ved den første lejlighed vandt Nick med 5,62 sek., ved den anden med 1,80 sek. Den margin må forventes at blive snævret ind, når de to mødes i A-finalen søndag kl. 15.20

© Copyright Dansk Atletik Forbund