Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 02-18 Verdensrekorder i Malmø?
Verdensrekorder i Malmø?
18. februar 2015 · Jeppe Weinreich
Med Renaud Lavillenie og Mutaz Essa Barshim på startlisten er overliggeren sat højt for næste uges Malmö Games (25/2), som burde være en lille rejse værd for danske atletikfans.
Når den spektakulære Malmö Arena med plads til 13.000 tilskuere næste onsdag omdannes til atletikhal, bliver det med de ypperste stjerne på plakaten. I stangspring stiller verdensrekordholder Renaud Lavillenie op, mens en måske kommende verdensrekordholder, Qatars Mutaz Essa Barshim er med i højdespring. Der er således garanti for atletik af ypperste klasse – og for en gangs skyld virker det ikke overdrevet at tale om muligheden af en verdensrekord.
Med placeringen lige på den anden side af sundet kommer man som dansker ikke tættere på. Altså al mulig grund til at tage turen over broen. Billetterne fås fra 195-450 svenske kroner, mens børn kommer ind for 100 kr.
I hovedprogrammet er der foreløbig ikke blevet plads til danske atleter. Svenske Erica Jarder fra Sparta er dog med i længdespring, mens Andreas Martinsens manager p.t. arbejder på at få ham med i det skrappe felt på 60 meter hæk.
I forprogrammet springer Benjamin Gabrielsen (Sparta) længdespring. Skulle det ikke lykkes ham at klare EM-kravet (7.65m) i Skive, byder Malmö Games således på endnu en mulighed for at sikre sig billet (deadline for kvalifikation er den 1. marts).
Malmö Games - onsdag d 25. februar 2015
Mere info HER