Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 02-22 Maria Larsen erobrer 3000 meter-rekord
Maria Larsen erobrer 3000 meter-rekord
22. februar 2015 · Jeppe Weinreich
DM-INDE. Med den stærke tid 9:19,56 min. kunne den 18-årige KIF’er søndag sætte en vaskeægte dansk rekord. Det skete ikke mindst i kraft af Sara Sig Møllers store indsats undervejs. Med endnu en dansk rekord af Spartas mænd i den afsluttende stafet blev DM-inde 2015 rundet perfekt af.
Nok var det ikke meldt officielt ud før DM-inde, men alligevel var ingen i løberkredse i tvivl: Sara Sig Møller (Sparta) var kommet til Skive for at sætte dansk rekord på 3000 meter. En rekord, som Trongården-løberen Rikke Pedersen satte i USA i 1997 med tiden 9:19,62 min. At der indløb afbud fra den forsvarende mester Simone Glad, ændrede tilsyneladende ikke Saras planer. Hun lagde sig fra start i spidsen med de to juniorer Maria Larsen (KIF) og Line K. Schulz (Aalborg AM) lige i hælene. Omgangstiderne på 38 sekunder indikerede en sluttid på 9:30 min. – og det tempo blev holdt usædvanlig præcist af Sara. Godt halvvejs måtte Line K. Schulz slippe de to, og mens hun faldt tilbage, fortsatte de andre ufortrødent. Tempoet blev endda skruet en anelse op, og med to omgange igen var rekorden pludselig inden for rækkevidde. Med bare 100 meter igen gik Maria for første gang i front og krydsede målstregen i 9:19,56 min. – 0,08 sek. under den danske rekord, mens Sara Sig var mindre end et halvt sekund efter. Selv hvis man medtager den udendørs 3000 meter, er der tale om de hurtigste danske tider i knap 20 år, hvilket kun bekræfter den positive udvikling, som de kvindelige mellem- og langdistanceløbere er inde i.
Dansk rekord af Spartas mænd
Godt en time efter det flotte løb blev mesterskabet rundet af med en dansk rekord på mændenes 4x200 meter. To fra Spartas hold var del af den kvartet, som for nylig satte nordisk rekord med 1:25,10. Og eftersom Spartas egen rekord for klubhold var et par sekunder langsommere, virkede det realistisk med en rekordforbedring. Og rekorden kom da også i hus med Mike Kalisz, Emil Strøm, Nicolai Hartling og Nick Ekelund-Arenander i nævnte rækkefølge. Med vindertiden 1:26,70 min. skar de 0,38 sek. af den rekord, som klubben satte ved DM for tre år siden – med Kalisz som eneste genganger. De forsvarende mestre fra Aarhus 1900 – med to 16-årige på holdet - gav dem dog god modstand og var indtil sidste tur lige i hælene på dem. Med 1:28,28 min. satte de på andenpladsen en uofficiel jysk rekord og gik på alle tiders rangliste forbi nr. 2 - KIF (1:28,44 -2012).
Forinden havde Aarhus 1900’s kvinder – uden Sara Slott Petersen - til gengæld forsvaret titlen med succes. Vindertiden 1:41,58 min. var bare 0,22 sek. fra klubbens egen danske rekord.