Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 02-22 Morten D. Madsen viste sit format
Morten D. Madsen viste sit format
22. februar 2015 · Jeppe Weinreich
DM-INDE. Det 19-årige supertalent var i 60 meter-finalen aldeles suveræn, og med vindertiden 6,71 sek. viste han igen sit store potentiale.
For fem år siden vandt Martin Krabbe DM-titlen på 60 meter med 6,71 sek. og satte dermed en halrekord i Spar Nord Arena, som ingen siden har været i nærheden af. Altså indtil søndag. Da løb Morten D. Madsen (Skive AM) først 6,73 sek. i det indledende heat, og siden vandt han finalen i selvsamme 6,71 sek. – med en margin på 0,27 sek. ned til sølvvinder Kasper Olsen (Hvidovre AM), der med 6,98 sek. for første gang kom under de syv sekunder. Jo, den 19-årige Morten D. Madsen er p.t. i en klasse for sig, og med tanke for, at han har langt større potentiale på 100 meter, ser det unægtelig spændende ud med henblik på sommerens stævner, hvor også en Kristoffer Hari lurer i kulissen. Først kommer det dog til at handle om EM-inde om to uger, og med dagens løb har Madsen nu tre gange på en uge været under A-kravet (6,75s).
Sångren sikrer sig titlen efter dramatisk afgørelse
Kvindernes 60 meter bød på en dramatisk afgørelse – ikke under det jævnbyrdige løb, men lige efter. Først blev Camilla Motzkus (Odense Atl.) nemlig udråbt som vinder med ny PR 7,73 sek. og med den forsvarende mester Mathilde U. Kramer som 2’er. Så dukkede Frida Sångrens (1900) navn pludselig op på lystavlen som vinder med samme tid som Motzkus. Og dermed blev det. Sångren var dog også favorit, efter at hun i det indledende heat for fjerde weekend i træk havde sænket sin PR – nu til 7,71 sek.
Uldbjerg sendt i gulvet
Drama var der også på mændenes 800 meter, hvor Kristian U. Hansen (Aalborg AM) styrtede efter at have forsøgt at gå forbi Nick R. Jensen (Sparta) i svinget med 450 meter igen. Den forsvarende mester satte tempoet op, så den unge Aalborg-løber ikke kunne gå ind foran, og efter lidt nærkontakt lå han så på banen. Der blev efter løbet nedlagt protest, men juryen afviste den, og dermed kunne Nick R. Jensen forsvare sin titel - uden nogen interessant tid i det yderst taktiske løb.
Så blev der løbet stærkere hos kvinderne, hvor Joseffa Keidser (1900) vandt guld i 2:11,31 min. Mest opsigtsvækkende var Bagsværd-løberen Mia Helen Mørcks (årg. 99) stærke spurt, der bragte hende op på sølvpladsen med 2:11,79 min. – en PR-forbedring på godt tre sekunder.
Højt niveau af Kløjgård
Et af søndagens bedste resultater stod ikke uventet Jonas Kløjgård Jensen (1900) for, da han sikkert forsvarede sin titel i højdespring med 2.14 meter. Igen viste den stadig kun 18-årige atlet, at han har løftet sit niveau gevaldigt siden sidste vinter – dengang hed vinderhøjden 2.03 meter. Efter vinderspringet fulgte tre rigtig gode forsøg på 2.18 meter.
Ekelund vinder sikkert
Weekendens mest vindende atlet blev Nick Ekelund-Arenander (Sparta) med tre guldmedaljer. Med 47,72 sek. på 400 meter tog han sin fjerde indendørs titel på fem år. Duellen mod 17-årige Benjamin L. Vedel (Aalborg AM) blev aldrig rigtig tæt. Ekelund førte efter den første omgang og var ikke truet, selvom Vedel kæmpede godt til sidst og kom ind i 48,16 sek. På bronzepladsen satte Nicolai Hartling (Sparta) en flot PR med 48,41 sek. Hartling havde et yderst vellykket DM med yderligere to personlige rekorder på 200 meter (foruden dansk rekord på stafetten). Det virker mere og mere realistisk, at den 39 år gamle danske rekord på 400 meter hæk ryger til sommer.
Andre steder
- Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) blev som ventet dobbeltmester ved også at vinde søndagens 400 meter med 56,11 sek. Her forbedrede Anna Thestrup Andersen (1900) på sølvpladsen sig til flotte 56,70 sek. – hendes første tid under 57 sekunder ude såvel som inde.
- Peder P. Nielsen (Sparta) havde fire overtrådte forsøg i en afbudsramt trespringsfinale, men fik pyntet på vinderresultatet med 15.96 meter i sidste forsøg.
- Efter Kim Juhl Christensens karrierestop skulle der findes en helt ny dansk mester i kuglestød. Kenneth Mertz hedder den nye mester, der i samtlige seks forsøg – 17.57m som det bedste - stødte længere end sølvvinderen Lasse Larsens bedste (16.96m).
- Mændenes 3000 meter var også god for en rekord, en U18-rekord, som Andreas Lindgreen (Sparta) satte i B-heatet med 8:40,29 min. Det rakte til bronze. I det hurtigste heat blev det til fynsk dobbeltsejr ved Andreas Lommer og Kasper Skov (Odense Atl.). Førstnævnte kunne dermed vinde sin første seniortitel med PR 8:27,86 min.
DM-inde – Skive d. 21.-22. februar 2015
Samlede resultater