Loading...

Nyheder 2015

Tom Wade løb guldet hjem for Aarhus 1900

01. marts 2015 · Jeppe Weinreich

DM HOLD CROSSSTAFET. Den engelske løber indhentede på den sidste tur Spartas forspring og sikrede dermed sin klub DM-titlen. Også hos kvinderne måtte arrangørklubben Sparta skifte lørdagens holdguld ud med sølv.

I år blev der som noget nyt ikke kåret holdvindere ved DM Kort Cross i januar. Den titel skulle der i stedet kæmpes om søndag i Bernstorffsparken i en 3X4 km stafet på samme rute, som der blev løbet på dagen før. Med det nye koncept kæmpede klubberne altså mand mod mand, og det blev ganske underholdende, selvom lørdagens flotte solskin nu var afløst af regn.

Mens mange hold stillede med deres stærkeste kort på den første tur, havde Aarhus 1900 gemt deres bedste til sidst. Efter de første to omgange bragte Jesper Faurschou således Herning LK op på førstepladsen – 12 sekunder foran Sparta, der havde lørdagens sølvvinder Michael Nielsen på samme tur. Aarhus 1900 – med Rasmus Terp – skiftede først ind som nr. 6. På andenturen skaffede Jeppe Harboe hurtigt Sparta i front, mens Jacob Ø. Markussen – med dagens 3. hurtigste individuelle tid – løb 1900 op på 2. pladsen. Spartas forspring på ni sekunder skulle dog vise sig ikke at være nok, for allerede på første omgang kunne engelske Tom Wade gå forbi Mads Tærsbøl og udbygge forspringet til hele 41 sekunder i mål. Odense lå længe til en 3. plads, men på sidste tur gik Anders Bonde forbi og sikrede Herning LK klubbens anden bronze denne weekend, kun tre sekunder foran Odense Atletik.

Tom Wades tid 12:05 min. for de 4 km var dagens hurtigste, og mens han som engelsk statsborger ikke kunne vinde sølv, selvom han lørdag var næsthurtigst af alle, så er det i stafet- og holdløb tilladt at have én udlænding med på holdet.

Blovstrød Løverne vandt kvindeklassen
Der blev startet samlet i alle klasser, og derfor skulle vinderen hos kvinderne findes lidt længere nede i feltet. Idet Sparta var uden Sara Sig Møller, havde Blovstrøds homogene trio bestående af Louise Rode, Anna Emilie Møller og Lea Reime ingen problemer med at vinde foran Sparta. Hurtigste tid stod ikke overraskende Anna Emilie Møller for med 14:05 min., da gårsdagens bronzevinder Simone Glad heller ikke stillede op.

I Cross Challenge er der fortsat spænding om den samlede sejr hos kvinderne. Sparta og Blovstrød har nu hver vundet to runder – Aarhus 1900 én – før den 6. og sidste runde, som er DM 10 km i Middelfart d. 21. marts. Det ligger allerede fast, at Sparta herrer vinder den samlede sejr for andet år i træk.

DM Hold Crossstafet - Charlottenlund d. 1. marts 2015
Mænd 3X4 km
1. Aarhus 1900 37:18 min.
(Rasmus Terp, Jacob Ø. Markussen & Tom Wade)
2. Sparta 37:59 min.
3. Herning LK 38:59 min.

Kvinder 3X4 km
1. Blovstrød Løverne 43:40 min.
(Louise Rode, Anna E. Møller & Lea Reime) 
2. Sparta II 47:24 min.*
3. AGF 47:35 min.
Alle resultater

*Spartas 1. hold blev egentlig nr. 2, men da de havde en 14-15 årig på holdet, kan holdet ifølge de nye regler ikke tælle med i Senior-DM.  

© Copyright Dansk Atletik Forbund