Dansk Atletik Forbund og DGI lancerede for kort tid siden Danmarks Officielle Løbskalender, hvor motionsløbere i Danmark let og overskueligt kan finde de motionsløb, der er løbscertificeret af DAF/DGI, og hvor sikkerheden er i top. Sikkerheden ved løbene er nu blevet yderligere forbedret, idet alle kalenderens løb tilbydes gratis kurser i førstehjælp for hjælperne ved løbene – betalt af midler fra TrygFonden.
”Formålet med Danmarks Officielle Løbskalender er udover at samle de bedste løb i Danmark at give løbene et kvalitetsstempel og klæde arrangørerne på til at afholde endnu bedre løb. I Dansk Atletik Forbund og DGI har vi særligt fokus på, at sikkerheden til løbene skal løftes. Derfor er vi ovenud glade og begejstrede for, at TrygFonden har doneret 400.000 kr. til at afholde førstehjælpskurser for hjælperne til motionsløbene i Danmark”, fortæller projektleder på Danmarks Officielle Løbskalender, Maria Severin.
Førstehjælp ude på ruten kan redde liv
Løb er i dag den største sportsgren i Danmark, og mere 30 % af den voksne del af befolkningen i Danmark løber. Der er årligt i alt omkring 660.000 startere til motionsløb i Danmark. Og når så mange mennesker deltager i motionsløb, sker det desværre også, at en eller flere deltagere falder om med hjertestop ved løbene.
”Disse tilfælde vil vi fremover være endnu bedre rustet til at håndtere og forhåbentlig kan det være med til at redde liv, når hjælperne til motionsløbene bliver uddannet i at yde førstehjælp. F.eks. kan det have livsvigtig betydning, hvis hjælperne ude langs ruten kan yde førstehjælp”, fortæller Maria Severin.
Hjælperne vil også blive uddannet, så de kan varetage andre små skader, der typisk forekommer til motionsløb.
Mange fordele ved at være med i Danmarks Officielle Løbskalender
Løbsarrangører, der registrerer deres løb i Danmarks Officielle Løbskalender, får udover gratis førstehjælpskurser en række andre tilbud fra DGI og DAF, som kan være med til at udvikle deres løb og give løberne endnu bedre og mere sikre løbeoplevelser. Løbsarrangørerne tilbydes blandt andet gratis spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne, rabat på DAF-opmåling, hjælp til udarbejdelse af risikovurdering omkring afvikling af løbet, gratis deltagelse på årligt arrangørseminar mm.
Læs mere om Danmarks Officielle Løbskalender på www.motiondanmark.dk