Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 03-04 Teenager tager over efter Morten Jensen
Teenager tager over efter Morten Jensen
04. marts 2015 · Dansk Atletik Forbund
EM-INDE optakt 1. dag. Benjamin Gabrielsen er den anden af to danske debutanter, der får sin ilddåb torsdag. Det er samtidig det første indendørs EM siden Wien 2002, hvor Morten Jensen IKKE er med.
PRAG - "Jeg har ikke noget at tabe. Jeg skal bare ud at stjæle placeringer." Sådan lyder det fra længdespringer Benjamin Gabrielsen før det går løs torsdag.
Med en seedning som nr. 20 ud af 24 er det da også de færreste, der regner med en finaleplads til debutanten. Den 19-årige Sparta-atlet blev som den sidste af de 12 danske deltagere EM-klar, da han ved DM-inde satte dansk U23-rekord med 7.70 meter - og samtidig besejrede Morten Jensen.
Ja, dén Jensen, den nordiske rekordholder, der har været et fast indslag ved de seneste fem EM-inde, og som i Paris for fire år siden sørgede for et stort dansk lyspunkt med bronze efter et finalespring på 8.00 meter. Skulle det gå som ventet, at Benjamin ikke når finalen, kan han trøste sig med, at Jensen forsøgte sig 11 gange, inden han nåede en stor finale. Tiden er på den unge Gabrielsens side.
Ved EM for to år siden skulle der hele 7.92 meter til en finaleplads, mens blot 7.65 i Paris to år før var nok til at slutte blandt de otte bedste. Benjamins træner siden 2010, Thomas Duncan Offersen, tror dog, at finalekravet kommer til at ligge tæt på førstnævnte længde.
”I år ligger der mange springere, som har været stabile omkring de 7.90 meter. Så det er nok noget i den stil, der skal til,” vurderer Offersen.
Altså 20 cm længere end Gabrielsens personlige rekord. Nok en meget stor mundfuld for den talentfulde springer. Han har dog tidligere vist en evne til at vokse med opgaven. Ved Junior-EM i 2013 lagde han således hele 22 cm til sin personlige rekord, da han i kvalifikationen landede ude på 7.69 meter.
Har mere i sig
"Jeg føler, at jeg har mere end de 7.70 meter i mig. Sammen med min træner har jeg studeret optagelsen af det spring, og det er faktisk ikke et specielt godt spring. Så drømmescenariet i morgen er selvfølgelig, at jeg får en fuldtræffer," lyder det fra gymnasieeleven, der startede karrieren i Herlev Atletik, men allerede som 15-årig skiftede til Sparta, hvor han har haft samme træner hele tiden.
Det faktum, at han kun har tre chancer til at finde et langt spring frem, skræmmer ham ikke.
"Jeg føler mig ganske sikker ved planken. Og skulle det første forsøg være hårfint overtrådt, så må vi bare arbejde videre ud fra det."
Konkurrencen begynder kl. 17.00, og Benjamin springer som nr. 14 i feltet, der savner et par af de store profiler som Greg Rutherford og russeren Menkov. Selv har den enlige danske deltager svenske Tornéus som ny europamester. Se startlisten HER