Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 03-06 Tempoet for højt til Thijs
Tempoet for højt til Thijs
06. marts 2015 · Jeppe Weinreich
EM-INDE 2. dag. Selvom debutanten Thijs Nijhuis løb op til sit bedste, sluttede han sidst i sit heat på 3000 meter. Også for Sara Slott Petersen endte EM-deltagelsen fredag – 0,66 sek. fra en finaleplads.
PRAG – ”Det var en hård pille at sluge. Jeg er aldrig blevet sidst i et løb før.” Sådan lød det fra den 22-årige Thijs Nijhuis, da han pustede ud oven på EM-debuten. Med sluttiden 8:04,97 min. var han kun 2½ sekund fra sin personlige rekord.
Målet var på forhånd at gå under de otte minutter. Det var præcis det tempo, som de førende holdt fra start. Men kilometer-tider på 2:40 var en tand for stærkt for Viborg-løberen, der måtte slippe feltet godt halvvejs i løbet. Da han satte sin PR i den nordiske landskamp for nylig, kunne han slutte af med en stærk sidste kilometer. Det var der ikke overskud til denne gang.
”Jeg kunne ikke have gjort det bedre i dag. Den første kilometer var to sekunder for stærk, og det kostede til sidst. Men jeg vidste, at det ville blive hårdt,” lød det fra Thijs, der mødte op med den langsomste tid af alle.
I det andet heat var der dog flere løbere, som løb langsommere, og dermed endte han ikke på en sidsteplads samlet set, men på en udmærket 20. plads. Ved næste EM-inde om to år i Beograd er han sikkert med længere fremme.
”Jeg har allerede gjort gode fremskridt det seneste år. Oplevelsen i dag afskrækker mig ikke. Jeg skal bare være en 10 sekunder hurtigere, så er jeg med,” slutter Thijs, der har sommerens Universiade i Sydkorea som det store mål. Her hedder det top-8 på 5000 meteren.
Sara slutter EM som samlet nr. 11
Også for Sara Slott Petersen er EM slut. Efter 53,19 sek. i det indledende heat blev det fem timer senere til en 5. plads med 53,82 sek. De tre første gik videre, og det var hun ikke rigtig tæt på at være. 0,66 sek. manglede der.
”Jeg bruger for mange kræfter på at komme i en god position, får ikke eksekveret mit løb på en vellykket måde,” lød det fra Sara, der trods alt kunne tage fra Prag med karrierens 2. og 3. bedste tider.
”Nu glæder jeg mig bare, til der kommer hække på. Ved VM til sommer er jeg uden tvivl med igen.”
EM-inde - Prag d. 5.-8. marts 2015
Resultater 2. dag aften
Kvinder
400 meter semifinale
Heat 1
1. Nataliya Pyhyda, UKR 52,44 sek.
5. Sara Slott Petersen 53,82 sek.
(samlet nr. 11)
Mænd
60 meter hæk semifinale
Heat 1
1. Dmitri Bascou, FRA 7,46 sek.
7. Andreas Martinsen, Danmark 7,73 sek. DANSK REKORD
(samlet nr. 13-14)
3000 meter indl.
Heat 1
1. Richard Ringer, Tyskland 7:52,14 min.
12. Thijs Nijhuis, Danmark 8:04,97 min.
(samlet 20. plads)
Alle resultater