Loading...

Nyheder 2015

Bueno kæmpede for sin bane

07. marts 2015 · Jeppe Weinreich

EM-INDE 3. dag. Andreas Bueno ude af EM efter en 4. plads i det indledende heat på 1500 meter.

PRAG – 28 løbere og kun ni videre til 1500 meter-finalen. På forhånd stod det klart, at tingene virkelig skulle flaske sig, for at Andreas Bueno kunne klare sig videre. Og det gjorde de ikke, tingene, der spiller meget ind på løb indendørs. 1900-løberen brugte mange kræfter - for mange - undervejs for at holde sin inderbane, og det kostede i den sidste lange spurt, selvom han her viste større styrke end ved de to tidligere EM-deltagelser udendørs i ’12 og ’14. Bueno endte på 4. pladsen i 3:43,79 – bare 1,01 sek. fra PR, mens italieneren Bussotti på 3. pladsen ligeledes måtte se sig slået ud.

”Jeg vidste, at det ville blive svært. Han forsøgte hele tiden at tage min inderbane, og jeg tænker bare: Hvorfor skal jeg ligge og slås med ham?” lød det fra Bueno med henvisning til den lavt seedede cypriot Khadiri, der sluttede fire sekunder efter danskeren.

Den kenyanskfødte tyrk Ilham Tanui Özbilen lagde ud i et vanvittigt verdensrekordtempo med 54,3 sek. på de første 400 meter, og klogeligt var der ingen, der fulgte efter. Özbilen blev hentet på sidste omgang, men fik alligevel kæmpet sig til finalen med en 2. plads efter briten O’Hare.

”Da jeg sætter spurten ind med 300 meter igen, bliver jeg ramt bagfra og mærker syren vælte frem,” fortæller Bueno, der nu i stedet vil se frem mod udendørssæsonen, hvor målet er at klare VM-kravet på 3:36,20 min. 

”Det har været en lidt uforløst sæson, hvor jeg rigtig ikke har fået vist, hvor god form jeg er i.”

1500 meter M indl.
Heat 2
1. Chris O’Hare, GBR 3:41,83 min. Q
2. Ilham Tanui Özbilen, TUR 3:42,23 min. Q
3. N.J.Bussotti, ITA  3:42,82 min.
4. Andreas Bueno,Danmark 3:43,79 min. 
(10. hurtigste tid, samlet 13. plads)
Resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund