Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 03-15 Bebe åbner sæsonen med personlig rekord
Bebe åbner sæsonen med personlig rekord
15. marts 2015 · Jeppe Weinreich
Med 53.96 meter præsterede Kathrine Bebe søndag i Portugal det længste diskoskast af en dansk kvinde siden 1997. I kuglestød var Mulbjerg igen over de 16 meter med 16.12 meter.
Spartas bedste kastere fik en særdeles lovende sæsonstart ved weekendens European Cup Winter Throwing i Portugal. Søndag fik Kathrine Bebe (Sparta) i tredje omgang af B-gruppen diskossen ud på 53.96 meter. Dermed lagde hun syv cm til den PR, som hun sluttede 2014-sæsonen af med ved DT-finalen i Aabenraa. Man skal tilbage til sæsonen ’97 for at finde et længere kast af en dansk kvinde, nemlig Annette Bøgh, hvis danske rekord lyder på 56.00 meter.
Bebe - her indendørs i Växjö 2014. (DECA Text&Bild)
Trine Mulbjerg blev med resultatet 16.12 meter nr. 11 i en stærkt besat kuglestødskonkurrence, hvor den nybagte europamester fra Ungarn, Martón, måtte se sig slået af hviderusseren Leantsjuk. Det var Mulbjergs syvende konkurrence i år over de 16 meter – kun ved EM-inde var hun med 15.96 meter under grænsen.
Noget tyder på, at Andreas Ellegaard går imod en stor sæson. Lørdag fik han med 53.53 meter sin klart bedste sæsonåbning nogensinde. Hans fire godkendte forsøg var alle over 52 meter – til sammenligning blev han ved sidste års Cup samme sted blot noteret for 50.74 meter.
Lørdagens anden danske deltager, Celina Julin, kastede 61.38 meter i hammerkast – hendes næstbedste resultat nogensinde.
De fire kastere vender om et par uger tilbage til Leiria, hvor påsketræningslejren finder sted.
European Cup Winter Throwing - Leiria (POR) d. 14.-15. marts 2015
Kuglestød K
1. Yulia Leantsiuk, Hviderusland 18.56 meter
11. Trine Mulbjerg, DK-Sparta 16.12 meter
Diskoskast K B-finale
6. Kathrine Bebe, DK-Sparta 53.96 meter PR
Hammerkast K (U23) B-finale
3. Celina Julin, DK-Sparta 61.38 meter
Diskoskast M (U23)
10. Andreas Ellegaard, DK-Sparta 53.53 meter