Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 03-30 Forrygende sæsonstart af Trajkovski
Forrygende sæsonstart af Trajkovski
30. marts 2015 · Jeppe Weinreich
Med 7.72 meter sendte længdespringer Andreas Trajkovski lørdag i Nebraska et stærkt formsignal, som giver løfter om en stor sæson.
Bare tre uger efter at have afsluttet indendørssæsonen tog Andreas Trajkovski lørdag hul på en ny sæson med manér. Det skete i Wayne, Nebraska, hvor den 22-årige Sparta-atlet i andet forsøg landede ude på 7.72 meter. Forinden havde han haft et endnu længere overtrådt forsøg, og når det samtidig tages med, at der blot var syv graders varme, må det siges at være mere end lovende.
Trajkovski i 7.72-springet, som tilmed var stævnerekord.
”Træningen er gået rigtig godt på det seneste, og selvom det har været tung træning, syntes min træner, at vi lige skulle se, hvordan det stod til,” lyder det fra Trajkovski, som også blev noteret for 10,87 sek. (+0,7) på 100 meteren.
Vindmåleren gik desværre i stykker inden længdespringskonkurrencen, så resultatet kommer ikke til at figurere i statistikken. Det tager Trajkovski dog ikke så tungt, for han føler sig sikker på, at der er længere spring i vente dette forår. De otte meter er ikke nogen drøm, men et klart og ambitiøst mål. Og det skulle gerne virkeliggøres, inden han kommer tilbage til Danmark i slutningen af maj, fortæller han.
”EM-U23 er helt klart mit store mål for i år, og jeg ser frem til at tage den danske trøje på igen – for første gang i tre år.”
Næste stævne er om to uger, og weekenden efter gælder det det kendte Drake Relays, hvor Trajkovski kommer til at springe i samme gruppe som de professionelle. Målet med sæsonen i USA er desuden at vinde titlen ved de nationale mesterskaber i Junior College. Det foregår i Kansas i midten af maj.
Wayne State Wildcat Classic - Wayne, Nebraska (US) d. 27. marts 2015
Resultatliste