Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 04-13 Trajkovski bekræfter sin gode form
Trajkovski bekræfter sin gode form
13. april 2015 · Jeppe Weinreich
Med 7.70 meter i godkendt vind viste den 22-årige længdespringer lørdag i Kansas, at han er i sit livs form.
7.72 for to uger siden – og 7.70 meter (+1,8) lørdag i Kansas. Jo, Andreas Trajkovski (Sparta) er i forrygende form. Med de to lange spring har han nu vundet sine to seneste konkurrencer og vist, at det ikke er nogen tilfældighed, at han er nr. 1 på den amerikanske rangliste i længdespring for Junior College-studerende.
Med de gode resultater har Trajkovski sikret sig deltagelse ved de nationale udendørs college-mesterskaber, der finder sted d. 14. maj.
”Jeg er super glad for, at det går så godt for mig lige nu. Jeg er helt skadesfri og plejer egentlig ikke at springe så langt før senere på sæsonen. Min personlige træner Steve Gorden er fantastisk dygtig og har hjulpet mig godt på vej. Vi arbejder bl.a. meget på min teknik. Jeg har fx droppet hængestilen og arbejder i stedet på at ”cykle” i luften ligesom Carl Lewis. Min teknik spillede i virkeligheden slet ikke i lørdags, men alligevel springer jeg 7,70 m, så det er jeg rigtig godt tilfreds med,” lyder det fra Andreas, der springer igen allerede torsdag ved Kansas Relay i byen Lawrence.
KT Woodman Classic - Wichita, Kansas d. 11.april 2015
Resultatliste