Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 04-16 VM 2021 til Eugene – til stor svensk skuffelse
VM 2021 til Eugene – til stor svensk skuffelse
16. april 2015 · Jeppe Weinreich
IAAF tildelte i dag værtsskabet for VM 2021 til USA. Svensk atletik havde ellers store ambitioner om, at Göteborg skulle have det i byens 400 års jubilæum.
Beijing 2015, London 2017, Doha 2019 – og Eugene i 2021. Uventet for de fleste blev der allerede i dag sat navn på værtsskabet af VM om seks år. Det skete ved IAAF Council Meeting i Beijing, og forbundet fraveg altså fra den normale procedure, hvor andre byer skal kunne byde ind. Én af de byer var Göteborg, der havde store ambitioner om at få værtskabet i netop 2021, hvor byen fejrer sit 400 års-jubilæum. Den kontroversielle beslutning har selvsagt vakt røre i Sverige.
”Göteborg er midt i en intensiv proces, hvor vi har lagt et stort arbejde i at forberede en ansøgning. Og så sker det, at vinderen udpeges, inden løbet er startet. Vi er meget overraskede og skuffede,” udtaler Camilla Nyman fra eventbureauet Göteborg & Co. til Friidrott.se.
Selvom atletikken har været eksponeret i USA ved OL i Los Angeles 1984 og Atlanta 1996, så er det første gang, at et udendørs VM kommer dertil. At USA udgør et stort og vigtigt marked, lægger IAAF da heller ikke skjul på.
”Selvom denne beslutning afviger fra den normale procedure, så er jeg glad for, at mine bestyrelses-medlemmer forstod denne enorme mulighed for os til at få adgang til det vigtige marked. Og at de tog en beslutning med interesse for den globale udvikling af vores sport,” udtaler IAAF præsident Lamine Diack.
Allerede til næste år kommer et VM til staten Oregon, som Eugene er hjemmehørende i. I midten af marts er Portland nemlig vært for VM-inde 2016.