Loading...

Nyheder 2015

NM 10000m: Seks danskere udtaget

22. april 2015 · Jeppe Weinreich

Sara Sig Møller samt en stærk herrekvintet skal forsvare de danske farver på hjemmebanen d. 23. maj i Aarhus.

Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) og Sara Sig Møller (Sparta) hedder de to danske trumfer ved Nordic 10000m Challenge i Aarhus d. 23. maj. De to navne figurerede på den liste over udtagne navne, som i dag blev offentliggjort. Mens Sara Sig Møller foreløbig er eneste kvinde i den danske trup, så er der i år en uhyre god bredde på herresiden med disse fem navne:

Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) PR 28:39,14 (2014)
Lars Budolfsen (Sparta) PR 29:22,67 (2014)
Thijs Nijhuis (Viborg AM) PR 29:42,01 (2013)
Jacob Ø. Markussen (Aarhus 1900) 29:47 (2015, landevej)
Jesper Faurschou (Herning LK) PR 29:43,39 (2013)

Musse Nordic10000 1999AshxFra NM d. 21/5 1999 på Århus Stadion (før renoveringen). Den senere så kendte Mustafa Mohamed trækker forfølgerfeltet. Han sluttede som nr. 4, mens Dennis Jensen vandt sølv foran den senere europamester på maraton, finske Janne Holmen. (DECA Text&Bild)

Det nordiske mesterskab har været afholdt hvert år siden 1998, men af de fem løbere er det kun Budolfsen og Faurschou, som tidligere har deltaget. Førstnævnte én gang med sølvmedaljen i fjor, mens Faurschou har været med adskillige gange bl.a. med bronze i Roskilde 2008 og sølv i Kereva (FIN) 2010. 

Et par oplagte navne mangler hos kvinderne. Anna Holm Baumeister (Viking), der som Budolfsen og Faurschou løber Hamburg Marathon nu på søndag, har valgt at løbe European Cup 10000m på Sardinien, som ligger i starten af juni, mens de to VM Cross-deltagere Simone Glad (OA/OGF) og Louise L. Batting (1900) p.t. ikke er helt skadesfrie.

Nordic 10000m Challenge – Aarhus d. 23. maj 2015
Afholdt hvert år siden 1998 – fire gange tidligere med Danmark som vært:
1999 Aarhus
2003 Østerbro
2008 Roskilde
2012 Østerbro

Mesterskabet gælder samtidig som DM - læs mere HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund