Loading...

Nyheder 2015

Baneturneringen skudt i gang på flot vis

23. april 2015 · Jeppe Weinreich

Benjamin L. Vedel åbner sæsonen med 47,52 sek. på 400 meter, mens Line K. Schulz løber den hurtigste 1000 meter af en dansk kvinde i 16 år.

Onsdagens stævne i Aalborg udgjorde 1. runde af Baneturneringen, og det blev en ganske flot åbning af den nye stævneserie. På en herlig forårsaften var det først lokale Line K. Schulz, der leverede et topresultat, da hun tilbagelagde den efterhånden sjældne 1000 meter-distance i stærke 2:48,19 min. En tid, der er den hurtigste af en dansk kvinde siden 1999, og samtidig placerer Schulz som nr. 9 gennem tiderne.

En anden junior-løber fra Aalborg AM, Benjamin L. Vedel, havde ligeledes valgt at åbne sæsonen i går. Solen var dog gået ned, da 400 meteren blev skudt i gang, men trods langtfra optimale 13-14 grader formåede det stadig kun 17-årige talent at løbe 47,52 sek. – under et halvt sekund fra hans egen juniorrekord. I fjor hed den tilsvarende sæsonåbning 49,34 sek. I samme løb viste Martin Johansen (Aalborg AM) med 50,25 sek., at han kan andet end at springe trespring.

2. runde af Baneturneringen bliver fredag d. 1. maj på Viby Stadion med Aarhus 1900 som arrangør.

Onsdagsstævne – Aalborg d. 22. april 2015
Resultater

Foto: Benjamin L. Vedel ved CAG 2014. (Kim Gudmand)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund