Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 04-26 Budolfsen i bedste danske maratontid i 19 år
Budolfsen i bedste danske maratontid i 19 år
26. april 2015 · Jeppe Weinreich
Med sluttiden 2:15,59 timer skar Lars Budolfsen søndag i Hamborg 1½ minut af sin personlige rekord. Ikke siden Rotterdam 1996 har en dansker løbet så stærkt.
Lars Budolfsen leverede søndag en forbilledlig præstation, da han efter et perfekt disponeret løb kom ind som nr. 18 ved Hamburg Marathon. Med sluttiden 2:15,59 timer skar den 34-årige Sparta-løber ikke bare over 1½ minut af sin PR – der er også tale om den hurtigste danske tid siden 1996.
Budolfsen fulgtes med Jesper Faurschou (Herning LK) i en større gruppe, der havde en hare på til det planlagte 2:16-tempo. Da denne gik ud ved 35 km, var tempoet faldet en anelse, og derfor tog Budolfsen sagen i egen hånd og øgede tempoet, hvorefter Faurschou – der på det sidste stykke endte med at tabe 42 sekunder - og de andre måtte slippe.
”Jeg gik efter en tid på under 2.16,00, og set i dét lys kan jeg kun være tilfreds med indsatsen i dag. Svangsenen i min venstre fod drillede mig i starten, og jeg var faktisk lidt bekymret for, om det ville blive værre, men efter 15 km føler jeg, at jeg løber med overskud,” fortæller Lars Budolfsen.
Tyvstart?
Før løbets start blev der talt ned på tysk, og det forstod de mange afrikanske løbere ikke. Så de løb ifølge Budolfsen for tidligt ud, stoppede så op, men uret var sat i gang – for tidligt.
”Jeg har selv min tid til at være 2:15,52 timer, så jeg håber, at tiderne vil blive korrigeret med syv sekunder.”
Det sidste må regnes som rent kosmetisk. Det ændrer ikke ved, at han kom under de 2.16,00 og nu er den 13. bedste dansker gennem tiderne. Om det i sidste ende vil bringe ham til OL, er endnu uvist, eftersom de danske krav endnu ikke er meldt ud. Derfor har han p.t. ikke plottet sit næste maratonløb ind i kalenderen.
”Næste løb bliver NM 10.000 meter i Aarhus – om jeg ellers er frisk nok til det. Nu må vi lige se.”
Baumeister udgik - stor PR til Lone Balling
Anna Holm Baumeister var meldt i topform før søndagens løb. Det så da også yderst lovende ud, da den bornholmske løber rundede halvmaraton som nr. 13 i 2:35-2:36 tempo. Ikke lang tid efter dalede hendes tempo imidlertid kraftigt, og det endte med, at hun måtte udgå efter godt 35 km.
Bedre gik det for Lone Balling, der kom ind som en flot nr. 18 i 2:46,31 timer. Dermed skar den 38-årige Skive-løber knap tre minutter af den PR, hun satte, da hun vandt DM-sølv i Odense sidste år.
Hamburg Marathon - 26. april 2015
Mænd
1. Lucas Rotich, Kenya 2:07,17 timer
2. Ghirmay Ghebreselassie, Eritrea 2:07,47
3. Stephen Chebogut, Kenya 2:08,01
18. Lars Budolfsen, DK-Sparta 2:15,59 PR
19. Jesper Faurschou, DK-Herning LK 2:16,41
34. Klaus Hagensen, DK-Aarhus 1900 2:26,05 PR
35. Nikolaj Bauer-Andersen, DK-Aarhus Fremad 2:26,14 PR (nr. 1 i 40-44 år)
43. Jonas Berg, DK-Herning LK 2:30,26 PR
Kvinder
1. Messeret Hailu, Etiopien 2:25,41 timer
2. Sylvia Kibet, Kenya 2:26,16
3. Beata Naigambo, Namibia 2:27,28
18. Lone Balling, DK-Skive AM 2:46,31 PR
24. Brith Erichsen, DK-AMOK 2:56,24 PR
Alle resultater
Foto: Som her ved VM Halvmaraton i København fulgtes Budolfsen og Faurschou - i Hamborg dog kun til 35 km. (NS Foto)