Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 04-29 Bendixen bliver del af DAFs elitestab
Bendixen bliver del af DAFs elitestab
29. april 2015 · Jeppe Weinreich
Niels-Christian Bendixen er udset til at være det administrative bindeled mellem elitestaben og Talentcentrene.
Med et mangeårigt virke inden for dansk atletik turde Niels-Christian Bendixen være et kendt ansigt for de fleste. Pr. 1. januar og året ud er han blevet fast tilknyttet Dansk Atletik Forbund, hvor han sammen med sportschef Piotr Haczek og de to cheftrænere i KraftCentrene i København og Aarhus nu udgør elitestaben. Her vil hans primære funktion være at fungere som det administrative bindeled mellem elitestaben og Talentcentrene.
Der sker meget i DAF for tiden, og med de mange kommende og igangværende projekter er der selvsagt nok at tage fat på. Ud over at assistere sportschef Piotr Haczek i mange praktisk gøremål, så er Bendixen ligeledes inde over den nye træneruddannelse, som ledes af Katja Salivaara. Et vigtigt punkt i træneruddannelsen er den planlagte studietur, som i juli måned går til Junior-EM i Eskilstuna.
Med VM i Beijing til august og ikke færre end fire internationale ungdomsmesterskaber med dansk deltagelse, bliver der i 2015 stor rejseaktivitet for aktive og trænere. Også her vil der blive brug for Niels-Christian Bendixens store erfaring.