Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 05-04 Joachim W. Rosbo er EM-klar
Joachim W. Rosbo er EM-klar
04. maj 2015 · Jeppe Weinreich
Den 18-årige Bagsværd-løber deltog lørdag ved de tyske mesterskaber på 10.000 meter, hvor han uden for konkurrence løb 31:01,26 min. – klart under kravet til Junior-EM.
Når Junior-EM begynder i Eskilstuna d. 16. juli er mændenes 10.000 meter på 1. dagens program. Og det bliver med stor sandsynlighed med dansk deltagelse. Lørdag i Ohrdruf, Thüringen klarede 18-årige Joachim W. Rosbo nemlig de 25 omgange i personlig rekord 31:01,26 minutter, hvilket er klart hurtigere end det danske krav (31:17,88 min.).
Den unge Bagsværd-løber – der også næste år vil være junior - deltog uden for konkurrence ved de tyske mesterskaber, hvor mændenes felt havde hele 34 deltagere til start – heraf fire ikke-tyske løbere. Joachim kom ind som nr. 23 ud af de 30 fuldførende løbere. Bemærkelsesværdigt nok var det tilmed det unge talents første forsøg på 10.000 meter på bane. Ved DM 10 km landevej i Strib satte han personlig rekord med 31:04 min.
Tyske mesterskaber på 10.000 meter – Ohrdruf (DE) d. 2. maj 2015
Samlet resultatliste
Foto: Joachim W. Rosbo - her ved NM Cross 2014. (DECA Text&Bild)