Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 05-07 Højtryk på træneruddannelse
Højtryk på træneruddannelse
07. maj 2015 · Jeppe Weinreich
En gruppe på 39 personer fik sidste weekend deres licens og kan nu kalde sig ungdomstrænere. Og forrige uge blev der afholdt børnetrænerkursus med 26 deltagere. Jo, april og maj er en særdeles travl tid på den nye træneruddannelse.
Den første del af kurset fandt sted en weekend i oktober, og efter to andre af slagsen – den seneste sidste weekend – har 39 personer nu fået licens som ungdomstrænere. Der er tale om ”Ungdomstrænerkursus 1”, som er tilrettet trænere, der arbejder med unge atleter mellem 10 og 13 år - og dermed det næste trin efter børnetrænerkurset. Kurserne blev afholdt i hhv. Aarhus, Odense og Hvidovre.
De 39 nye ungdomstrænere lærte på kurset om bl.a. teknik i 10 atletikdiscipliner samt teori om børns udvikling, idrætspædagogik m.m. Der var desuden gruppearbejde om træningsplanlægning og trænerrollen, og der blev afsluttet med en skriftlig samt en praktisk prøve, hvor kursisterne underviste hinanden. De ungdomstrænere, som tidligere har fået tildelt deres licens via ansøgning, får snart en invitation til prøven. Som omtalt her på siden i februar, blev der som det første trin i etableringen af det nye uddannelsessystem udstedt over 120 trænerlicenser til nuværende trænere på baggrund af deres ansøgninger. De, som fik licensen, skal altså nu efter planen op til prøve for at få licensen bekræftet.
De nye ungdomstrænere.
”Der er og har været ret travlt på træneruddannelsen. Næste lørdag er der et mindre børnetrænerkursus i Brøndby, og så sent som den 26. april havde vi et tilsvarende et med 26 deltagere fra klubberne i Ballerup, Herlev og Bagsværd,” fortæller projektleder Katja Salivaara. Børnetrænerkurset, der bliver afholdt over en dag, passer til trænere, der er forholdsvis nye i deres arbejde, eller trænere, der er helt nye i sporten.
Videreuddannelse er også i gang
Et område, man ikke kommer udenom i forbindelse med træning, er skader – og ikke mindst hvordan man undgår dem. Det var grunden til, at en lille, men aktiv gruppe i starten af april tog turen til Syddansk Universitet i Odense for at lære om de mest almindelige skader inden for atletik, og om hvordan man kan forebygge dem. Fysioterapeut Jakob Iversen, underviseren på kurset, fik her svaret på mange konkrete spørgsmål om skader, og kursisterne fik selv lov at teste, hvilke muskler der skal trænes - og hvordan - for at forebygge de mest almindelige atletikskader.
Selv i højsommeren ligger uddannelsen ikke stille. Således vil der som led i uddannelserne være to kurser i forbindelse med Junior-EM i Eskilstuna i juli. Det handler om videreuddannelse for børnetrænere, der har taget deres basiskursus i løbet af 2014 og skal nu bygge videre på det, og en gruppe af ungdoms- og juniortrænere, der laver en studieopgave på valgfrit emne.
”Det bliver helt sikkert spændende”, siger Katja Salivaara, der også glæder sig til at se de danske juniorer i action.
Efter sommerferien bliver der igen tryk på uddannelsen. Efterårets kursusprogram, der bl.a. indeholder et børnetrænerkursus i Jylland, Ungdomstrænerkursus 2 (for trænere, der arbejder med unge atleter mellem 14-15 år) og løbetrænerkursus, bliver opdateret løbende på Dansk Atletik Forbunds hjemmeside og www.atletikogmotion.dk.