U23-atleter viser topform
25. maj 2015 · Jeppe Weinreich
INTERNATIONALT. Med 6.22 meter præsterede Martha Traoré lørdag i Spanien det længste spring af en dansk kvinde i 15 år, mens Stina Troest i Belgien sejrede på 400 meter hæk i den stærke tid 56,62 sek.
Den 9. juli begynder årets EM U23 i Tallinn, og flere af dansk atletiks potentielle deltagere viste lørdag, at de er i topform. Ved et lille stævne i Torremolinos (ESP) nåede længdespringer Martha Traóre (Sparta) ud på 6.22 meter (+1,8), hvilket er en PR-forbedring på én cm og samtidig det længste spring af en dansk kvinde i godt 15 år. Kravet til førnævnte mesterskab lyder på 6.21 meter.
Traoré havde selskab af klubkammeraten Benjamin Gabrielsen, der med tre spring på 7.62, 7.64 og 7.60 meter understregede, at der ligger en personlig rekord lige om hjørnet.
0,07 sek. fra U23-rekord
Lørdag i Belgien præsterede Stina Troest (Amager AC) det samme, som Sara Slott Petersen omtrent samtidig i Aarhus gjorde: at sejre på 400 meter hæk i sin hidtil hurtigste sæsonåbning. Det skete ved IFAM Outdoor i Oordegem, hvor vindertiden 56,62 sek. blot var 0,07 sek. fra hendes egen danske U23-rekord.
Ved samme stævne løb Maria Larsen (KIF) karrierens næsthurtigste tid på 1500 meteren med 4:20,80 min. Det rakte til en placering som nr. 7 i A-heatet - og som bedste junior. Dermed kom Maria sikkert under kravet til sommerens Junior-EM. Nicolai Hartling (Sparta) løb 400 meter hæk ved stævnet, men var med 51,86 sek. ikke helt så hurtig som i Esbjerg for nylig. Det rakte til en 3. plads i hans heat.
IFAM Outdoor – Oordegem (BEL) d. 23. maj 2015
Samlet resultatliste