Hesselbjerg på vej mod DM-titlen i 2014. (Kim Gudmand)
Hesselbjerg sikkert videre til finalen
11. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Ole Hesselbjerg havde som ventet ikke svært ved at gå videre til finalen på 3000 meter forhindring, da han natten til torsdag løb indledende ved NCAA i Eugene.
Tre finaler på stribe. Natten til lørdag dansk tid (kl. 1:57) vil Ole Hesselberg (Sparta) stå klar på startstregen ved sin tredje finale på 3000 meter forhindring ved NCAA. Den forsvarende bronzevinder havde nemlig ingen problemer med at gå videre, da han natten til torsdag kom ind på en komfortabel 3. plads i sit semifinaleheat i tiden 8:42,52 min.
”Løbet var langsomt fra start, og jeg prøvede bare at komme igennem så let som muligt. Jeg rykkede lidt på sidste omgang, men da jeg var sikkert videre, slappede jeg af igen,” fortæller den 24-årige Sparta-løber, der den 2. maj i år løb 8:33,22 min. og dermed præsterede den hurtigste danske tid siden slutfirserne.
I år har han foreløbig skåret 5½ sekunder af sin personlige rekord. Med et VM- og OL-krav, som lyder på 8:28,00 min., skal han altså presse sig yderligere 5,22 sekunder ned.
”Jeg er i god form og virkelig spændt på finalen. Og så kunne det jo være fedt samtidig at klare VM- og OL-kravet,” lyder det fra Hesselbjerg.
Ikke siden München 1972 (Wigmar Pedersen) har dansk atletik været repræsenteret i forhindringsløbet ved OL. Ved VM har der to gange været deltagelse: i 1983 og 1987 ved den nuværende danske rekordholder, Flemming Jensen.
NCAA-finale – Eugene OR d. 10. juni 2015
3000 meter forhindring semifinale
Heat 2
3.Ole Hesselbjerg, Sparta 8:42,52 min.
(de første seks fra heatet videre til finalen)
Resultatliste