Nicklas Hyde efter lørdagens sejr på 400 meter. (Michael Hyllested)

Copenhagen Open – søndag

Hyde slår Nick Ekelund

14. juni 2015 · Jeppe Weinreich

Nicklas Hyde stod for en stor overraskelse på 2. dagen af Copenhagen Open, da han på 200 meteren besejrede Nick Ekelund-Arenander. På kvindernes distance fuldendte Mette Graversgaard en utrolig weekend.

Gårsdagens utrolige sprinttider fra Hvidovre fortsatte søndag, hvor vinden dog i flere tilfælde var over de tilladte 2,0 m/s. Det var den eksempelvis på mændenes 200 meter, hvor Nicklas Hyde (Sparta) igen viste, at han efter et par moderate sæsoner har genfundet sit gamle jeg. Således blev det til 21,06 sek. – godt nok med 3,9 m/s i ryggen, men han formåede overraskende at slå Nick Ekelund-Arenander (Sparta), der selv fik noteret gode 21,21 sek.

Odenses talentfulde Rasmus Mohr Ernst (årgang 97) satte lørdag PR på 100 meteren, og fulgte søndag i juniorernes heat op med imponerende 21,28 sek., som dog igen var stærkt vindbegunstiget (+4,1). Det var også tilfældet med den ét år yngre Simon Hansens (1900) vindertid 21,79 sek. (+2,7) i den yngre klasse.

Graversgaards vilde weekend
I kvindernes A-heat holdt vinden sig til gengæld under de 2,0 m/s, og her løb Mette Graversgaard i mål i vindertiden 24,54 sekunder. Dermed forbedrede 1900-løberen den PR, hun satte for to år siden - da hun ved Store DM vandt guld for Hvide Sande KFUM - med ikke mindre end 0,44 sekund. Altså samme store forbedring som lørdag, hvor det gjaldt 100 meter med og uden hække.

Ja, faktisk var weekendens tider så gode, at el-tidtagningen søndag efter stævnet blev efterprøvet fra officielt hold. Men der var – lykkeligvis – ingen fejl at finde på systemet. Nu har sprinterne resten af sæsonen noget at leve op til!

SimoneGlad_NSfoto
Simone Glad i front. (NS Foto)

PR til Anna Emilie
Der blev også løbet stærkt på de længere distancer. Anna Emilie Møller (Blovstrød) vandt det imødesete opgør på 3000 meter (foto foroven) mod Simone Glad (OA/OGF) med personlig rekord 9:28,10 mod 9:33,97 min.

Lange hammerkast
Kasterne holdt sig heller ikke tilbage. I kvindernes hammerkast var Celina Julin (Sparta) med vinderresultatet 62.04 meter sølle 16 cm fra sin PR – og igen tæt på den danske rekord. I ungdomsklassen imponerede Vicky Dahl fra Stoholm IF igen med 3kg-hammeren. 58.02 meter (DUR15) var hendes resultat.

Resultater fra søndag

© Copyright 2025 Dansk Atletik Forbund

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.
Accepter
Læs mere
Free cookie consent by cookie-script.com