Foto: Sofie Albrechtsen klarer 1.76 meter. (Kim Gudmand)
Sofie og Sandra sikrer dansk atletik to NM-medaljer
14. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Flot og opløftende dansk indsats ved weekendens nordiske mesterskaber, hvor Sofie Albrechtsen og Sandra Böll gav hinanden kamp til stregen og begge blev belønnet med flotte scorer.
I fjor ved mesterskabet på Island var Sofie Albrechtsen og Sandra Bölls bronzemedaljer de første til dansk atletik i mange år. Om det er begyndelsen til en stime, vil tiden vise, men faktum er, at de igen sikrede to danske medaljer. Sofie Albrechtsen fik sin debut i U23-klassen og lagde lørdag stærkt ud med personlige rekorder i højdespring med 1.76 meter samt 200 meter med tiden 25,43 sek. Dermed kunne 1900-atleten lige akkurat overnatte på førstepladsen med Böll som nummer tre.
To glade medaljevindere. (Kim Gudmand)
Albrechtsen fortsatte med 5.58 meter i længdespring, hvilket var klart over hendes PR, men med lidt for megen vind. Med 5.95 meter til svenskeren Skogström stod det dog klart, at det kom til at handle om de sekundære medaljer. De to høje danskere har ikke spydkast som livret og måtte som ventet tabe lidt terræn her inden den afsluttende 800 meter. Men det tabte blev indhentet efter en meget flot 800 meter, hvor den danske heatvinder Mathilde Diekema trak dem begge af sted til personlige rekorder. Dermed kunne de skubbe nordmanden Anna Engen Andersen fra sølvpladsen og ned til en 4. plads og tage de to medaljer.
Albrechtsens slutscore 5275 point var en forbedring af den danske årsgangsrekord (DUR20), som Lone Nielsen satte ved samme mesterskab i Kristianstad tilbage i 1991, mens Böll genvandt bronze og fik en flot personlig rekord med i købet på 5242 point. De seneste ti sæsoner har kun Tine Bach Ejlersen scoret højere, og de to talenter er nu hhv. nr. 11 og 12 på alle tiders rangliste.
Flot fjerdeplads til Bjerremand
I mændenes U18-klasse leverede Vejles Jonas Bjerremand en flot præstation med PR 6518 point i tikampen. Før den afsluttende 1500 meter lå han nr. 5, men efter et flot løb i ny PR 4:36,74 min. fik han kæmpet sig op på en fortjent 4. plads. Undervejs blev det til bl.a. til en flot PR i højdespring med 1.93 meter. Tilmed er hans slutscore 18 point over kravet til Ungoms-VM.
Anna Ø. Lange imponerede i spydkast.
Anna Ø. Lange overgik sig selv
Hos de yngste piger overgik Anna Ø. Lange fra Greve sig selv med en 8. plads og scoren 4911 point (DUR16). Undervejs blev det til adskillige personlige rekorder, bl.a. 5.41 i længde og 45.57 meter i spydkast (500g). Ligesom Jonas Bjerremand kom Anna også lige akkurat over kravet til Ungdoms-VM, som lyder på 4900 point. De to andre danske deltagere i denne klasse forbedrede ligeledes deres personlige rekorder, mens den fjerde, Emilie Hansen, på førstedagens 200 meter pådrog sig en kraftig fibersprængning og nu må se frem til en pause.
Det var DAF og Mangekampsgruppen, som stod for det velafviklede arrangement, og vejrmæssigt var man særdeles heldig. Regnen begyndte først at falde umiddelbart efter lørdagens konkurrencer, og søndag morgen hørte den op inden 2. dagen kunne begynde.
Næste punkt på syvkæmpernes termin bliver European Cup (2nd League) i polske Inowroclaw om tre uger, mens der er DM Mangekamp i Maribo 15. 16. august.
Junior-NM Mangekamp – Tårnby d. 13.-14. juni 2015
Kvinder
U23
1. Malin Skogström, SWE 5506 point
2. Sofie Albrechtsen, DEN 5275 (DUR20)
(15,61-1.76-12.79-25,43-5.58w-31.29-2:21,84)
3. Sandra Böll, DEN 5242 PR
(15,01-1.73-11.36-25,35-5.57-31.55-2:20,93)
7. Mathilde Diekema, DEN 4639
U18
1. Bianca Salming, SWE 5644 point
8. Anna Ø. Lange, DEN 4911 (DUR16)
(16,09-1.55-12.12-26,21-5.41-45.57-2:34,76)
9. Nickoline S. Andersen, DEN 4712 PR
11. Sarah Bahat, DEN 4664 PR
DNF Emilie Hansen, DEN
Mænd
U18
1. Toralv Opsal, NOR 7444 point
4. Jonas Bjerremand, DEN 6518 PR
(11,95-6.44-12.29-1.93-52,52-15,20-37.31-3.10-50.08-4:36,74)
7. Oliver Chabert, DEN 5908 PR
Medaljestatistik
1. Sverige 15 point (3-2-2)
2. Finland 12 point (2-2-2)
3. Norge 3 point (1-0-0)
4. Danmark 3 point (0-1-1)
5. Island 2 point (0-1-0)
Se alle resultater HER