Martinsen ved EM-inde i Prag 2015. (DECA Text&Bild)
Martinsen viser landskampsform
15. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Den danske hækkeløber skar søndag i Polen en 1/10 sekund af sit årsbedste, mens Stina Troest samme aften blev nr. 4 ved IAAF-stævnet i Marokko.
Som hækkeløber skal Andreas Martinsen lige over de første hække, før der for alvor kommer gang i ham. Således også med hans sæson. Efter 14,19 i sæsonåbningen har han støt og roligt forbedret sig til til først 14,15 og siden 13,98 sekunder. Søndag tog han så turen til Bydgoszcz i Polen, hvor han i 2008 nåede semifinalen ved Junior-VM, og denne gang blev tiden trykket ned til 13,88 sekunder. Men 1900-løberen stopper næppe her.
”Man kan roligt sige, at der stadig er meget at forbedre. Jeg får ikke den bedste start og river to hække ned ret voldsomt, så jeg er meget fornøjet med den progressive retning, jeg stiger imod,” lyder det fra den 24-årige Martinsen, hvis danske rekord på 13,68 sek. fra landskampen i Litauen i 2013 om otte dage fylder to år.
Næste løb bliver netop ved landskampen – denne gang i Bulgarien – og det ser Martinsen frem til: ”Det tegner godt med hensyn til næste weekend.”
Stina i afrikansk start
”Mohammed VI D’Athletisme” i marokkanske Rabat er sammen med det andet IAAF World Challenge-stævne i Dakar de vigtigste to grandprix-stævner i Afrika. Stina Troest var søndag med i Rabat på 400 meter hæk, og efter tre personlige rekorder på stribe måtte hun denne gang tage til takke med 56,56 sekunder, hvilket dog stadig er karrierens femtehurtigste tid. Det rakte til en 4. plads i det stærke internationalt felt.
Næste weekend tegner det til endnu en personlig rekord, eftersom hun ved landskampen skal løbe den ”flade” 400 meter (foruden 4x400 meter). Hendes PR her lyder på 55,32 sek., hvilket kun er en anelse hurtigere end de 55,88 sek., som hendes U23-rekord med hække lyder på.
Bydgoszcz Cup (POL) – 14. juni 2015
110 meter hæk A-heat (+0,8)
1. Dominik Bochenek, Polen 13,64 sek.
2. Alexander John, Tysklan 13,66 sek.
3. Alex Al-Amen,Nigeria 13,70 sek.
7. Andreas Martinsen, DK-Aarhus 1900 13,88 sek. SB
Resultatliste
IAAF World Challenge – Rabat (MAR) d. 14. juni 2015
400 meter hæk A-heat
1. Wenda Nel, Sydafrika 55,36 sek.
2. Anna Titimets, Ukraine 55,86 sek.
3. Hayat Lambarki, Marokko 55,94 sek.
4. Stina Troest, DK-Amager AC 56,56 sek.
Resultatliste