Loading...

Beroe Stadion torsdag aften.

EM Hold (2nd League) – Stara Zagora 2015

Landsholdet er klar til lørdag

18. juni 2015 · Jeppe Weinreich

Trods et par afbud i sidste øjeblik ser de danske muligheder for en god placering fine ud.

STARA ZAGORA - Det danske atletiklandshold ankom torsdag eftermiddag til Bulgarien efter en lidt omstændelig rejse, og nu venter der en fredag med opladning og let træning, inden det går løs lørdag og søndag i den imødesete dyst.

De danske chancer for at slutte bedre end nr. 5 i 2 division - som facit har været de seneste tre landskampe - ser gode ud denne gang. En pointudregning viser således, at Danmark på papiret står til at slutte på en 3. plads, men med et pænt stykke op til de formodede favoritter fra Ungarn og Bulgarien. Og det til trods for, at der indløb to afbud i løbet af onsdagen.

Det første kom fra Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM), der samme aften angiveligt pådrog sig en skade på Skovdalen, efter at han havde sat en imponerende PR med 21,32 sek. på 200 meter. Nicklas Hyde (Sparta) er udset til at erstatte ham på 200 meteren, mens Frederik Peschardt (1900) kommer til at tage hans tur på 4x400 meter. Med ved onsdagsstævnet i Aalborg var også Line K. Schulz, der satte en bedstenotering (U20) på 2000 meter med 6:03,51 min. Det lover godt forud for hendes start lørdag på 3000 meter.

Afbud fra Troest
Det andet afbud indløb fra Stina Troest (Amager AC), der søndag løb i Marokko, men siden hjemkomsten været syg og uoplagt. Hun erstattes på den flade 400 meter af Anne Sofie Kirkegaard (Sparta).

Bortset fra disse holdændringer ses der frem til weekendens match, som rummer adskillige øvelser med muligheder for danske sejre. Statistikken taler også for en enkelt dansk rekord. I fire ud af de fem seneste matcher er det således blevet til en af slagsen.

Fredag – når samtlige deltagere er nået frem til hotellet – holder sportschef Piotr Haczek det sidste holdmøde inden matchen, hvor alle landsholdsdebutanter vanen tro modtager en nål.  Lørdag kl. 15.30 (16.30 lokal tid) åbner Taj Murmann (OA/OGF) ballet med hammerkast.

Ifølge arrangørernes hjemmeside vil der være live-streaming fra alle konkurrencer – læs mere HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund