Nicolai Hartling skriver historie, da han krydser målstregen i 50,16 sekunder. (TJphotos)
Hartling og Sara Slott skød festen i gang
21. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Nicolai Hartling skrev historie, da han lørdag formiddag gjorde det af med den ældste af alle danske rekorder hos mændene. Og bare en halv time efter sørgede Sara Slott Petersen for endnu en rekord. Det smittede af på hele landsholdet, der overgik sig selv og sluttede på 1. pladsen efter lørdagens konkurrencer.
Da Lars Ingemann den 1. september 1976 i Köln krydsede målstregen i 50,62 sek., havde han næppe fantasi til at forestille sig, at hans rekord på 400 meter hæk skulle stå urørt i mere end 38 år. Faktisk var ingen dansker tæt på før i fjor, da Nicolai Hartling (Sparta) i Randers løb under 51 sekunder. Lørdag i bulgarske Stara Zagora løb Hartling et perfekt løb, hvor han for første gang formåede at holde 14 skridt mellem hækkene frem til 200 meter. Med 100 meter tilbage var han et stykke fra den førende ungarer, men så skød Hartling frem som en raket og vandt i utrolige 50,16 sek. – 38 år og 297 dages ventetid var slut.
"Det er helt ubegribeligt. Det er svært at få armene ned, jeg kunne næsten ikke fatte det, da jeg så tiden på skærmen," lød det umiddelbart efter løbet. - Se interview HER
Niende rekord til Sara
At Sara Slott Petersen (1900) bare en halv time efter kunne sætte endnu en dansk rekord – karrierens niende – med 55,13 sek., var knapt så overraskende, men stadigvæk en helt forrygende præstation., og samtidig kunne hun for første gang i karrieren besejre den tidligere europamester, Vania Stambolova (BUL) – endda knusende suverænt. Det var ligeledes Saras første sejr på den lange hæk i landskampssammenhæng – og den første siden Helle Sichlau vandt i Dublin 1983.
"Det er altid optimalt at sætte en dansk rekord, men der er stadig mange ting, der kan arbejdes med. Jeg går herfra med bevidstheden om, at en tid under 55 sekunder ligger lige om hjørnet," lyder det fra rekordholderen, som p.t. er nr. 13 i verden.
Interview med Sara - klik HER
To danske rekorder, og åbningsceremonien med Sergey Bubka og Sebastian Coe skulle først til at begynde!
Uforglemmelig dag
Resten af lørdagen på Stadium Beroe var en uforglemmelig dansk dag, som vil blive stående. Med 25-26 grader, næsten ingen vind og dertil 3-4000 entusiastiske folk på tribunerne var det en atletikoplevelse, når den er bedst. Og de andre på holdet fulgte op på drømmestarten.
U23-rekord
Trespringer Janne Nielsen (1900) satte i årets første start dansk U23-rekord med 12.93 meter. Landskampen var sæsonens anden, og allerede i første runde landede hun ude på 13.29 meter – desværre med for megen vind. Hvad gør man så? Så springer man akkurat samme længde i tredje runde med godkendt vind. Værs’go: Ny dansk U23-rekord og det længste spring af en dansk kvinde siden slutningen af 90’erne.
Hurtigste tid i 14 år
Omtrent på samme tid sørgede Mathilde U. Kramer (AAIG) på 100 meter ligeledes for det bedste resultat af en dansk kvinde i adskillige år (siden 2001), da hun kom i mål som nr. 6 i 11,85 sek. Dermed forbedrede hun sin PR, som var sat ved landskampen for to år siden i Litauen.
Seks sejre
Ud over de to danske rekorder, som gav Danmark de maksimale otte point, var der fuld gevinst i yderligere fire discipliner:
Janick Klausen (1900) bekræftede i højdespring, at han er tilbage og bedre end nogensinde før. Han klarede 2.10 -2.15 og 2.20 i første forsøg – og som den eneste i konkurrencen også 2.24 meter - ligeledes i første forsøg. Det lugtede lidt af en tredje dansk rekord, men de 2.28 meter var han ikke rigtig tæt på. 2.24 meter er Janick Klausens bedste resultat siden januar 2012, og ikke siden Østerbro 1989 (M. Mikkelsen 2.22m) har dansk atletik fået maksimumpoint i øvelsen.
"Det tegner ret godt. Jeg er relativt stabil på de "lavere" højder. At jeg ikke får de 2.28 i dag skyldes nogle få detaljer i tilløbet," lyder det fra Janick Klausen - se interview HER
Iben overraskende
Den mest uventede sejr stod stangspringer Iben Høgh-Pedersen (Randers Freja) for, da hun klarede 4.00 meter i første forsøg. Samme højde kom tre andre over, men Iben havde som den eneste ingen nedrivninger. Lidt af et comeback for Iben, der debuterede ved landskampen i Odense 2007, men siden har måttet afgive pladsen til den p.t. skadede rekordholder, Caroline Bonde Holm.
Tredje på stribe til Nick
Mere ventet var sejren for Nick Ekelund-Arenander (Sparta) på 400 meter. Han tog føringen fra start, og på intet tidpunkt var sejren truet. Et lille årsbedste på 46,32 sek. blev det til – og sejr ved EM Hold for tredje år i træk.
Thijs løb konkurrenterne trætte
Dagens sjette sejr stod der Thijs Nijhuis på. Viborg-løberen er i sit livs form og satte tidligt i 5000 meter-løbet en høj fart, som splittede feltet. 14:00-tempoet i det lidt lumre vejr kostede dog på kræfterne, så vindertiden 14:28,66 min. var i den sammenhæng ligegyldig. Vigtigst var, at han vandt suverænt – med 18 sekunder ned til nr. 2. Torsdag i Sollentuna og nogle dage senere i Oslo kommer det for Thijs Nihuis til at handle om en hurtig tid på samme distance – og det vil sige under 14 minutter.
Med lidt held var det blevet til en syvende dansk sejr. Det var på 1500 meteren, hvor Andreas Bueno (1900) igen viste, at han er blevet en bedre konkurrenceløber. Han løb taktisk godt og tog nogle kampe undervejs. På opløbsstrækningen lignede det et kort øjeblik den første danske 1500 meter-sejr siden Robert K. Andersen i Odense 1997, men den bulgarske rekordholder i forhindringsløb (8:20,87), Mitko Tsenov, havde lige akkurat det sidste ekstra og slog Bueno med 3:46,31 mod 3:46,35 min.
Generelt levede holdet helt op til deres bedste. Line K. Schulz (AAM) fulgte på 3000 meteren godt med og kunne i sidste ende slutte som nr. 4 i 9:29,96 min. – mindre end to sekunder fra den PR, hun satte i Salzburg i sidste måned.
På den afsluttende 4x100 meter løb en kvartet bestående af Mette Graversgaard – Mathilde Kramer – Zarah Buchwald og Martha Traoré – alle under 23 år - 46,37 sek. Det er den hurtigste danske tid siden NM U23 i 2008, hvor Sara Slott Petersen og tre andre satte den gældende U23-rekord med 46,31 sekunder. Det rakte dog kun til en næst sidste plads. Ungarn blev efterfølgende disket, men efter protest blev det i stedet Bulgarien, som blev dømt ude, hvorfor Danmark fik 3 point.
Alle fotos: Ilian Telkhedziv/TJphotos
Mændenes stafetkvartet var med Nick Ekelund-Arenander på anden tur i stedet for en småskadet Frederik Peschardt (1900). Det blev til en sikker 2 plads i 40,40 sekunder, og på glædelig vis var det Frederik Thomsen (Ballerup AK), som lød depechen i mål – hans første internationale start siden Junior-VM 2012.
Efter den formidable indsats ligger Danmark øverst. Sportschef Piotr Haczek var selvsagt tilfreds med det. Men ikke overrasket.
"Vi forventede gode resultater, og dem fik vi. Nu handler det om at holde momentum i morgen. Så må vi se, hvad der sker. Der er stadig flere hold, som kan tage oprykningspladserne."
Stilling efter 1. dagen
1. Danmark 117 point
2. Ungarn 114½
------------------
3. Bulgarien 108
4. Serbien 101½
5. Island 88½
6. Kroatien 88½
7. Cypern 68
8. Slovenien 65½
(stilling ændret efter diskvalifikation til Bulgarien på kvindernes 4x100 meter)
Individuelle resultater:
400 meter hæk K
1. Sara Slott Petersen 55,13s DANSK REKORD
400 meter hæk M
1. Nicolai Hartling 50,16s DANSK REKORD
Hammerkast M
6. Taj Murmann 59.38 meter
Stangspring K
1. Iben Høgh-Pedersen 4.00 meter
100 meter K (+1,4)
6. Mathilde U. Kramer 11,85 sek. PR
100 meter M (-0,7)
5. Festus Asante 10,81 sek.
1500 meter M
2. Andreas Bueno 3:46,35 min.
800 meter K
6. Joseffa Keidser 2:13,19 min.
Kuglestød M
6. Kenneth Mertz 16.28 meter
400 meter K
5. Anne Sofie Kirkegaard 55,48 sek.
Trespring K
3. Janne Nielsen 13.29 meter (+1,4) Dansk rekord (U23)
3000 meter K
4. Line K. Schulz 9;29,96 min.
Diskoskast K
4. Kathrine Bebe 50.31 meter
400 meter M
1. Nick Ekelund-Arenander 46,32 sek. SB
3000 meter forhindring K
3. Simone Glad 10:36,23 min. SB
5000 meter M
1. Thijs Nijhuis 14:28,66 min. SB
Højdespring M
1. Janick Klausen 2.24 meter SB
4x100 meter K
6. Danmark 46,37 sek. SB
4x100 meter M
2. Danmark 40,40 SB
Spydkast K
5. Maria L. Jensen 46.30 meter
Længdespring M
3. Benjamin Gabrielsen 7.52 meter