Bube i orange trøje i hælene på svenskeren Almgren. (DECA Text&Bild)
Thijs bryder drømmegrænse - Bube tættere på VM
25. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Thijs Nijhuis vandt torsdag aften suverænt 5000 meteren i 13:51,07 minutter, mens Andreas Bube på 800 meter kunne forbedre sit sæsonbedste til 1:46,24 min.
Personlig rekord på 3000 & 10000 meter, halvmaraton – og nu 5000 meter. Jo, 2015 har hidtil været en drømmesæson for den stadig kun 22-årige Thijs Nijhuis. Ved torsdag aftens Folksam Grand Prix i Sollentuna kunne Viborg-løberen således tage en suveræn sejr med tiden 13.51,07 min. Kun Morten Munkholm har de seneste ti år løbet stærkere på distancen.
At Thijs havde en tid under 14 minutter i sig, kom ikke som den helt store overraskelse, eftersom han d. 6. juni i Belgien brød en anden drømmegrænse på 3000 meteren. Selv var Thijs stærkt utilfreds efter løbet, ikke med tiden - der var en PR-forbedring på 25 sekunder - men med løbets hare, som kun kunne holde 1400 meter.
”Herefter måtte jeg selv op at trække. Heldigvis går Mads (Tærsbøl, red.) op og hjælper mig – så en stor cadeau til ham, men da han ikke kan følge med mere, må jeg selv tage de sidste 2000 meter alene,” lyder det fra Thijs Nijhuis, som tilbagelagde de sidste to km i 5:24 min., hvilket vidner om, at der i et optimalt løb er meget mere i ham.
”Det ville være rart at få lidt mere modstand i et ordentligt felt. Jeg har jo ikke fem-seks skud i bøssen, når det gælder 5000 meteren, men selvfølgelig er jeg trods alt tilfreds efter i dag, selvom jeg vurderer, at jeg kan løbe under 13:40 i et optimalt felt,” siger Thijs, der håber at få bedre modstand ved næste stævne i Oslo førstkommende søndag, hvor Abdi Hakin Ulad også har meldt sin ankomst på 5000 meteren.
På 4. pladsen kunne Mads Tærsbøl (Sparta) – der også er med i Oslo på søndag - ligeledes få en PR med hjem pålydende 14:11,41 min.
Bube forbedrer sig
Andreas Bube (Bagsværd AC) kunne forlade stævnet med bevidstheden om at være kommet tættere på VM. Nok måtte han lide et sjældent nederlag til en nordisk løber, den 20-årige komet Andreas Almgren (SWE), der satte PR med 1:45,59 min., men selv fik Bube sat en klar sæsonforbedring på 2. pladsen til 1:46,24 min. og er nu ikke langt fra VM- og OL-kravet, som lyder på hhv. 1:46,00 og 1:45,80 min.
B-heatet blev vundet af Nick R. Jensen (Sparta) i 1:50,77 min. Også her gjorde haren et dårligt arbejde, forlyder det.
Nick Ekelund-Arenander (Sparta) tog en 3. plads på 400 meteren med 46,66 sek., slået af to stærke briter, men foran Nicklas Hyde (Sparta), der kom ind to pladser efter i 47,23 sek.
Folksam Grand Prix – Sollentuna (SWE) d. 25. juni 2015
400 meter
1. Rabah Yousif, GBR 45,38 sek.
3. Nick Ekelund-Arenander, DK-Sparta 46,66 sek.
5. Nicklas Hyde, DK-Sparta 47,23 sek.
800 meter
1. Andreas Almgren, SWE 1:45,59 min.
2. Andreas Bube, DK-Bagsværd AC 1:46,24 SB
5000 meter
1. Thijs Nijhuis, DK-Viborg AM 13:51,07 min. PR
4. Mads Tærsbøl, DK-Sparta 14:11,41 PR
Alle resultater