Loading...

(Foto: Kim Gudmand)

Baneturneringen 7. runde - Frederiksberg

Anna Emilie sletter 37 år gammel rekord

26. juni 2015 · Jeppe Weinreich

Fantomløb på 3000 meteren af det 17-årige fænomen fra Blovstrød Løverne.

Bundsolide rekorder synes endelig at stå for fald i dansk atletik. Sidste lørdag var det Lars Ingemanns hækkeløbsrekord fra 1976, som blev slettet, og torsdag aften gjaldt det en to år yngre rekord, da 17-årige Anna Emilie Møller (Blovstrød) løb 9:10,30 min. på en 3000 meter. Det skete ved 7. runde af Baneturneringen på Frederiksberg, hvor Anna i velkendt stil ”kvalte” sig selv på de sidste meter. Knap fire sekunder efter kom Anna Holm Baumeister (Viking) i mål i PR 9:13,92 min.

Steffen Falch Larsen (Blovstrød) satte tempoet med Møller og Baumeister lige efter sig. De 2000 meter blev rundet i 6,14 min., inden tempoet blev skruet voldsomt op med 2:56 min. på den sidste km.

Om tiden er der følgende at notere:

- Anna forbedrede sin egen personlige rekord med 17,8 sek.
- KIF-løberen Connie Holms 18-års rekord - sat ved Junior-DM i Aarhus d. 1. juli 1978 - blev slettet med 9½ sekund.
- Loa Olafssons endnu mere legendariske juniorrekord (U20) fra 1977 var bare 1,1 sekund i at lide samme skæbne, og eftersom Anna stadig er junior i 2016, synes også denne rekords dage talte.
- Annas tid er den hurtigste af en dansk kvinde siden 1995 og bringer hende op som nr. 7 gennem tiderne. Baumeister klemmer sig lige akkurat ind på top-10. En liste, der har været uden ændringer de seneste 13 år.
- På årets europæiske juniorrangliste har kun én løbet hurtigere end Anna. Hun kommer dog sandsynligvis ikke til at figurere på den, eftersom der var mænd med i torsdagens heat.

Baneturneringen 7. runde - Frederiksberg d. 25. juni 2015
Resultatliste

ConnieOlsen_arkiv

Junior DM i Aarhus d. 1. juli 1978. Connie Olsen (th) har netop sat 17-18 års rekord med tiden 9:19,8 min. - på andenpladsen efter den to år ældre Loa Olafsson (tv), der fire dage inden i Oslo havde sat den stadig gældende danske rekord med 8:42,3 min. Begge KIF-løbere deltog ved EM i Prag to måneder senere, men kom aldrig til at forbedre de to nævnte tider.

© Copyright Dansk Atletik Forbund