Jonas Kløjgård ved Aarhus Nordic Challenge d. 23. maj. (Kim Gudmand)
Jonas Kløjgård klarer 2.20 meter
28. juni 2015 · Jeppe Weinreich
Den 19-årige højdespringer viste søndag storform, da han som den blot fjerde dansker i historien kom over 2.20 meter. Nu er han blandt de seks bedste juniorer i Europa i år.
Jesper Tørring gjorde det første gang den 12. maj 1974 i Aarhus. Michael Mikkelsen fulgte efter samme sted 13 år senere, mens Janick Klausen i Sydtyrol i juli 2009 blev den tredje dansker over 2.20 meter. Søndag d. 28. juni 2015 blev Jonas Kløjgård det fjerde medlem af den eksklusive klub, da han sejrede ved Bauhaus Junioren-Gala med 2.20 meter.
Gode træningspas i dagene før søndagens konkurrence havde hævet forventningerne, og Jonas Kløjgård skuffede ikke. 2.00 – 2.08 – 2.12 og 2.15 meter blev alle taget i første forsøg. Dermed sikrede han sig allerede sejren – selvom en saudiarabisk springer stadig var med uden for konkurrencen - og kunne bestemme, at han næste gang ville springe på de 2.20 meter, som var det klare mål. Efter et udmærket første forsøg tog han drømmegrænsen i flot stil.
”Det var et virkelig godt spring, hvor der var luft til i hvert fald 2.22 meter,” lyder det fra træner Thomas Cortebeeck. ”Vi vidste godt på forhånd, at Jonas havde 2.20 i sig, men at få det frem i konkurrence, når det gælder, er noget andet.”
Med de 2.20 meter går Jonas Kløjgård ind på en delt 4. plads på årets europæiske juniorrangliste, hvilket selvsagt er interessant i forhold til Junior-EM om tre uger.
”Det er klart, at det øger forhåbningerne til et godt resultat i Eskilstuna. Jonas har det ligesom Janick Klausen, at han nyder at springe i de vigtige mesterskaber. Han kan kapere presset, så vi er meget fortrøstningsfulde,” lyder det fra Cortebeeck.
Planen var egentlig, at Jonas skulle have sprunget ved Världsungdomsspelen i Göteborg næste weekend, men det bliver nu droppet for at forberede sig optimalt frem mod Junior-EM.
Stærk tid af fynsk sprinter
På 200 meteren leverede også Rasmus Mohr Ernst (OA/OGF) en flot præstation, da han forbedrede sig til 21,80 sek. på 2. pladsen i sit heat. Det rakte til en samlet 13. plads. Kravet til Junior-EM lyder på 21,60 sek.
Bauhaus Junioren-Gala - Mannheim d. 27.-28. juni 2015
2. dag
Højdespring
1.Jonas Kløjgård, Aarhus 1900 2.20 meter PR
200 meter
Rasmus Mohr Ernst, Odense Atletik 21,80 sek. (+1,8) PR
(samlet nr. 13)