Loading...

Sara undervejs i drømmeløbet. (Jiro Mochizuki)

Diamond League - Paris

Sara Slott chokerer i Paris: 53,99 SEK. & NORDISK REKORD

04. juli 2015 · Jeppe Weinreich

Den 28-årige 1900-atlet leverede lørdag aften i byernes by den største danske atletikpræstation i flere år.

Med en 2. plads i 53,99 sekunder overgik Sara Slott Petersen lørdag aften i et hedt Paris de vildeste forventninger, da hun fik sin debut i Diamond League. Tiden – en forbedring af hendes egen danske rekord på 400 meter hæk med 0,8 sek. - bringer den 28-årige Aarhus-1900-atlet ti pladser op til en placering som nr. 3 i verden. Samtidig fik hun slettet den nordiske rekord, som svenskeren Ann-Louise Skoglund satte ved EM i 1986.

Kun den regerende verdensmester Zuzana Hejnová fra Tjekkiet var hurtigere end danskeren med 53,76 sek.

”At kunne løbe under 54 sekunder havde jeg aldrig drømt om. Jeg havde måske håbet at løbe lige under 54,80 sek.  Jeg vidste slet ikke, at jeg havde løbet så hurtigt, lige da jeg kom i mål. Men da jeg så Hejnovás vindertid, gik det op for mig, hvor hurtigt det var,” sagde den nordiske rekordholder til svensk tv umiddelbart efter løbet.

Dagens drømmeløb – uden tvivl den største danske atletikpræstation i flere år – øger også spændingen frem mod VM i Beijing i slutningen af august. Og ikke mindst OL i Rio i 2016. Faktisk er det aldrig lykkedes nogen kvindelig dansk løber at nå i en OL-finale.

Diamond League – Paris 4. juli 2015
400 meter hæk
1. Zuzana Hejnová, Tjekkiet 53,76 sek.
2. Sara Slott Petersen, DK-Aarhus 1900 53,99 sek. NORDISK REKORD
3. Kemi Adekoya, Bahrain 54,17 sek.

Verdensrangliste pr. 4. juli 2015
400 meter hæk
53,74 Shamier Little, USA
53,76 Zuzana Hejnová, Tjekkiet
53,99 Sara Slott Petersen, Danmark
54,01 Cassandra Tate, USA
54,09 Keni Harrison, USA

© Copyright Dansk Atletik Forbund