Foto: Jiro Mochizuki
Sara Slott som toppen på forventelig stærk dansk torsdag
08. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Den nybagte nordiske rekordholder stiller torsdag aften op ved Diamond League-stævnet i Lausanne. Og denne gang må hun leve med favoritværdigheden.
Sidste lørdag var hun undertippet, da hun allernådigst havde fået en bane på Stade de France. Men Sara Slott Petersen greb chancen, og når hun torsdag aften kl. 20.34 løber 400 meter hæk i Lausanne, er det på favorittens fjerde bane. Det manglede også bare, når man er nr. 3 i verden. Stærkeste konkurrent bliver sydafrikanske Wenda Theron Nel, som løber på bane 5 og trods sin ubetingede verdensklasse endnu aldrig har slået 1900-løberen. De to har dog også kun mødt hinanden to gange: Sidste lørdag i Paris, hvor Nel blev 5’er i 54,61 sek. og helt tilbage til Universiaden i Kina i 2011, hvor Sara i finalen kom ind som nr. 4 lige foran sydafrikaneren. Det ligner et meget tæt opgør mellem de to.
”Jeg ved udmærket, hvor mega stærk en tid jeg løb i lørdags, og hvor svært det kommer til at blive at leve op til den. Men mit mål er at have de samme fokuspunkter som i Paris, og dvs. være med fra start, da jeg ellers har det med at slappe lidt for meget af de første 200 meter, og så trykke på i kurven fra 200 til 300 meter. Sidste fokuspunkt er at have 16 skridt mellem de sidste to hække, hvor jeg i tre ud af fem konkurrencer i år har fået 17 skridt,” hedder det i en længere opdatering på hendes Facebook-fanside.
Lausanne er bestemt et af de bedre Diamond League stævner, men 400 meter hæk er ikke DL-øvelse denne gang, hvilket er grunden til, at feltet ikke er helt så stærkt som sidst. Se hele feltet HER.
Kan Nick nå finalen?
Allerede kl. 11.02 starter et andet topnavn i et vigtigt løb. Ved Universiaden i Sydkorea er Nick Ekelund-Arenander nemlig nået til semifinalen. En finaleplads er ikke umulig, men kræver meget vel et nyt sæsonbedste - mindst - af den danske rekordholder, som er i heat med bl.a. Gustava Cuesta (DOM), der har løbet 45,33 sek. i år. Se semifinaleheatet HER
Og før og efter Ekelunds løb gør - som nævnt andetsteds her på siden – seks danskere deres første start ved EM U23 i Tallinn. Jo, det kan gå hen og blive en stærk torsdag.
Og det kan altsammen følges på skærmen:
Lausanne:
TV3 Sport 2: Kl. 20-22
SVT2: Kl. 20-21 & SVT1 Kl. 21-22
Gwangju:
Eurosport 1: Kl. 9-13
Tallinn:
Eurosport 2: 18.30-20.00
(og naturligvis European Athletics' streaming HER