Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 07-08 Tallinn2015 - optakt
Kadriorg Stadium dagen før det går løs.
Fire spændende dage - trods udsigt til regn
08. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Den danske trup ankom til Tallinn i går, og allerede torsdag skal seks af holdets ti deltagere i ilden.
TALLINN – Regner falder over den estiske hovedstad, mens nogle af dansk atletiks mest lysende navne står klar til at komme i konkurrence. Med god grund knyttes der visse forventninger til den formstærke trup, som ankom til Tallinn tirsdag eftermiddag. Onsdag landede head of delegation, sportschef Piotr Haczek, og nu er det bare at se frem mod de kommende tre, forhåbentlig fire konkurrencedage med danskere i aktion.
Den 11 mand store trup er reduceret til ti, efter at forhindringsløber Jakob D. Abrahamsen i sidste uge desværre måtte melde afbud med en skade. En skade, som bevirkede, at han i de to seneste starter i USA måtte udgå. Han havde alligevel håbet at blive klar, men sådan skulle det ikke gå.
Tallinn 2011
For fire år siden dannede Kadriorg Stadium ramme om Junior-EM, og der er to gengangere med, nemlig Janick Klausen og Andreas Trajkovski, der som førsteårs-juniorer dengang blev hhv. nr. 2 og 7 i højde- og længdespring, selvom de døjede med skader. Dem har de siden haft deres bøvl med, men endelig synes begge for alvor at være tilbage igen – og formentlig bedre end nogensinde, selvom deres personlige rekorder fra hhv. 2011 og 2012 fortsat venter på at blive slået. Det kunne passende blive her i Tallinn.
De to skal begge ud i kvalifikation på førstedagen, hvor Trajkovski får selskab af en anden stærk længdespringer, klubkammeraten i Sparta, Benjamin Gabrielsen, der ved Junior-EM for to år siden fik en forrygende debut med PR-forbedringen 7.69 meter i kvalifikationen. De to springer sjovt nok hver i deres gruppe som nr. 8, så det kan blive parløb ned ad tilløbsbanen.
Første mand i ilden bliver Morten D. Madsen kl. 10.38 (dansk tid 9.38) i det sidste af fem heat på 100 meter, hvor ni deltagere ud af 33 startende skal skilles fra inden aftenens tre semifinaler.
Trespringer Janne Nielsen og diskoskaster Andreas Ellegaard får torsdag begge deres EM-debut. Om alt går vel, er der dansk deltagelse helt frem til søndag, hvor Stina Troest kandiderer stærkt til en finaleplads på 400 meter hæk.
Alle konkurrencer bliver streamet og kan følges live på European-Athletics' hjemmeside.
EM U23 – Tallinn
- startliste/resultater
Danske starttidspunkter
Torsdag d. 9. juli
10.38 Morten D. Madsen – 100 meter indl. (heat 5/5)
11.22 Andreas Trajkovski & Benjamin Gabrielsen – længdespring kval. (7.75m)
16.30 Janne Nielsen – trespring kval. (13.55m)
18.00 Janick Klausen – højdespring kval. (finalekrav 2.21m)
19.00 Andreas Ellegaard - diskoskast (B) (59.50m)
19.40 evt. semifinale 100 meter - M. Madsen
Fredag d. 10 .juli
10.00 Celina Julin (evt. 11.15) – hammerkast kval.
12.40 Stina Troest – 400 meter hæk indl.
13.10 Nicolai Hartling – 400 meter hæk indl.
16.35 evt. finale trespring - J. Nielsen
17.10 Morten Madsen – 200 meter indl.
19.05 evt. finale længdespring – Gabrielsen/Trajkovski
20.50 evt. finale 100 meter - M. Madsen
Lørdag d. 11. juli
12.00 Martha Traoré – længdespring kval.
16.00 evt. semifinale 400 meter hæk – S. Troest
16.20 evt. semifinale 400 meter hæk – N. Hartling
17.00 evt. semifinale 200 meter – M. Madsen
18.51 evt. finale højdespring – J. Klausen
19.33 evt. finale hammerkast – C. Julin
20.50 evt. finale 200 meter – M. Madsen
Søndag d. 12. juli
16.00 evt. finale 400 meter hæk – S. Troest
16.25 evt. finale 400 meter hæk – N. Hartling
17.55 evt. finale længdespring – M. Traoré
(lokale tider - én time skal trækkes fra)