Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 07-08 Universiade 1. dag
Lommer leverer en lille sensation
08. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Den fynske 1500 meter-løber klarede en overraskende finaleplads efter et taktisk klogt løb, mens Nick Ekelund-Arenander som ventet let kunne gå videre på 400 meteren.
De danske atletikfolks indsats ved Universiaden i Gwangju kom meget flot fra start onsdag med to finalepladser. Mens Nick Ekelund-Arenander som ventet kunne gå sikkert videre til torsdagens semifinale på 400 meter med heatsejr i 47,21 sekunder, så var der ikke kalkuleret med en dansk finaleplads på 1500 meter. Men her var Andreas Lommer havnet i et taktisk heat, og det lykkedes ham lige akkurat at tage 3. pladsen i 3:55,32 min. Finalen løbes fredag kl. 13.15 dansk tid.
”Andreas løber superklogt taktisk og ligger fint midt i feltet. Da de kommer ind på de sidste 100 meter, får han spurtet sig frem til 3. pladsen - og en dejlig finalebillet,” fortæller holdleder Steffen Jørgensen.
Stor PR til Peter Glans
En anden Odense-løber Peter Glans havnede til gengæld i et hurtigt heat, hvor der blev løbet til fra start. Med 200 meter igen måtte han slippe de førende, så i stedet for en finaleplads fik han en ny flot PR med 3.47,40 min. En forbedring på hele 5 sekunder. Dermed er der denne sæson foreløbig syv mænd under 3:50,00 min. For fem år siden var tallet blot to.
Arrangører koksede i det
To kastere var i aktion. Kathrine Bebe havde i diskoskast ikke marginalerne på sin side og måtte følgelig se finalen glippe med sølle 38 cm efter at have kastet 50.80 meter under meget svære forhold.
”Det regnede det ret meget, og samtidig havde arrangørerne slet ikke styr på, hvornår deltagerne skulle fra de forskellige call rooms, hvilket førte til stor forvirring,” lyder det fra holdlederen.
Samme inkompetence kom en anden kaster fra Sparta, Kenneth Mertz, til at mærke. Kuglestøderne blev simpelthen kørt et forkert sted hen, da de blev sat ind i bussen, som skulle fragte dem fra call room til stadion! Det kostede 30 minutter, og igen lidt forvirring. Resultatet blev nr. 13 (ud af 17) med 16.66 meter i den direkte finale, hvor den indiske Inderjet Singh vandt med 20.27 meter.
Første mand i aktion var Philip Braun, der med 49.29 sek. på 400 meter blot var 0,1 sek. fra sæsonbedste.
Universiade - Gwangu 8. juli 2015
400 meter indl.
Heat 6
1. Leanamame Maotoanong, BOT 46,57s Q
6. Philip Braun, DEN 49,29s
Heat 8
1. Nick Ekelund-Arenander, DEN 47,21s Q
1500 meter indl.
Heat 1
1. Staffan Ek, SWE 3:54,57 min. Q
3. Andreas Lommer, DEN 3:55,32 min. Q
Heat 2
1. Egor Nikolaev, RUS 3:44,28 min. Q
9. Peter Glans, DEN 3:47,40 min. PR
Kuglestød - direke finale
1. Inderjet Singh, IND 20.27 meter
13. Kenneth Mertz, DEN 16.66 meter
Diskoskast K - kval.
Gruppe
14. Kathrine Bebe, DEN 50.40 meter
Resultater
Torsdagens program (dansk tid)
2.30 Kasper Olsen - indl. 200 meter (1/9)
2.37 Emil Strøm indl. 200 meter (2/9)
7.45 Taj Murmann - hammerkast (direkte finale)
11.02 Nick Ekelund-Arenander - 400 meter semifinale (3/3)
Der bliver direkte finale på 3000 meter forhindring, hvorfor Kasper Skov først skal i aktion lørdag, og ikke som først antaget torsdag.
(To glade fynske 1500 meter-løbere: Andreas Lommer og Peter Glans - privatfoto)