Loading...

Nicolai Hartling ser sig til siden efter russeren Mironov. (DECA Text&Bild)

EM-U23 – Tallinn 2. dag (formiddag)

Hartling i sin første store finale

10. juli 2015 · Jeppe Weinreich

Den danske rekordholder på 400 meter hæk stod for presset og er klar til søndagens finale efter karrierens næst hurtigste tid 50,73 sek. Stina Troest sparede på kræfterne og gik let videre til semifinalen.

TALLINN – Ved Junior-EM for to år siden røg han ud i det indledende heat. Men siden dengang er der som bekendt sket en hel del for Nicolai Hartling, og fredag kunne den 21-årige Sparta-atlet således løbe sig i sin første store finale. Det skete med hans næstbedste tid nogensinde 50,73 sek., hvilket rakte til den anden af de to direkte finalepladser i heat 2. Den stærke, USA-baserede finne Jussi Kanervo kontrollerede hele løbet, men i vanlig stil rykkede Hartling i det sidste sving og kunne gå forbi russeren Mironov, der på 3. pladsen lige akkurat slap med i finalen på tid.

”Jeg holdt de skridt mellem hækkene, som jeg skulle. Nu ser jeg bare frem til at have en hviledag inden finalen i overmorgen,” lød det fra Hartling, der i finalen får selskab af hele to finske løbere.

Ranglistens nr. 1, polakken Patryk Dobek, løb som den eneste under 50 sekunder og ligner en klar favorit.

Troest sparede på kræfterne
Grundet flere deltagere end hos mændene løbes der semifinale på kvindernes lange hæk. Det bliver som ventet med Stina Troest, der i dag let gik videre efter at have løbet 57,42 sekunder i sit heat. At hun måtte se sig slået med 0,02 sek. på opløbsstrækningen af briten Richards betød ikke det store. De to løb dagens hurtigste tider.

Troest_tallinn2015_DECA
(DECA Text&Bild)

”Planen var ikke at bruge for mange kræfter, men det ødelægger også lidt min rytme, da jeg kun kan holde skridtene hen til femte hæk. Dér er jeg nødt til at presse lidt hårdere på, men det vil også ske i semifinalen, hvor jeg er nødt til at kæmpe mere for at sikre mig en god plads i finalen,” lød det efter løbet fra Stina Troest.

Semifinalerne løbes lørdag kl. 15 dansk tid.

19. plads til Celina Julin
Modsat hækkeløberne havde ingen forventet, at Celina Julin skulle gå videre fra kvalifikationen i hammerkast. Og det skete da heller ikke for Sparta-kasteren, som sluttede på en 19.plads.

Starten var den værst tænkelige. Hammeren røg i nettet, og med kun tre forsøg i kvalifikationen kan den slags let bringe en debutant ud af fatning. Men ikke Celina Julin, som i de følgende to runder fik rettet op på det med 59.89 og 60.14 meter. Med det sidste kast gik Julin lige akkurat forbi en finsk konkurrent og endte som en samlet nr. 19 ud af 26 – tre pladser bedre end det hun var seedet til. Alligevel var hun ikke helt tilfreds, selvom en finaleplads ville have krævet 63.70 meter – lidt over en meter længere end den danske rekord fra 2006.

”Jeg var ikke nervøs, følte virkelig at jeg sagtens kunne gå ud og sætte PR. Så selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig. Nu må jeg bare hjem og træne videre frem mod DM,” lyder det fra Celina Julin, der fylder 21 i næste måned.

I Växjö i januar var hun i iskoldt vejr tæt på at sætte dansk rekord, da hun fik hammeren ud på sin gældende PR 62.20 meter. Siden er fulgt 12 konkurrencer med kast over 60 meter.

"Jeg ved, at jeg gemmer på en dansk rekord. Og den SKAL bare komme i år."

400 meter hæk M- indl.
Heat 2
1. Jussi Kanervo, FIN 50,42 sek. Q
2. Nicolai Hartling, DEN 50,73 sek. Q
(videre til finalen)
samlet resultat

400 meter hæk K - indl.
Heat 1
1. Shona Richards, GBR 57,40 sek. Q
2. Stina Troest, DEN 57,42 sek. Q
(videre til semifinale)
samlet resultat

Hammerkast K – kval.
1. Alexandra Tavernier, FRA 72.98 meter CR
19. Celina Julin, DEN 60.14 meter
samlet resultat

© Copyright Dansk Atletik Forbund