Loading...

Stina Troest distancerer svenskeren Malmberg, som denne sæson ellers har løbet 56,06 sek. (DECA Text&Bild)

EM-U23 - Tallinn (3. dag)

Troest viser sin klasse

11. juli 2015 · Jeppe Weinreich

Det danske medaljehåb i Tallinn var suverænt den hurtigste af alle, da der lørdag blev løbet semifinale på 400 meter hæk.

TALLINN – Efter fredagens rolige indledende heat satte Stina Troest i lørdagens semifinale i dén grad speed på. Allerede på første langside havde hun skabt sig et forspring, og var på målstregen med 55,91 sølle 0,03 sek. fra sin egen danske U23-rekord.

”Jo, jeg er lidt overrasket over tiden, for jeg følte mig lidt tung i benene under opvarmningen, men det var nærmest et perfekt løb i dag. Forholdene var også rigtig gode,” lød det fra Stina Troest umiddelbart efter løbet.

Efter sølv ved Ungdoms-OL i 2010 og bronze ved Junior-EM 2013 ligner hun en af guldfavoritterne, om hun kan ramme nogenlunde samme niveau i finalen. Men hun tager ingenting for givet.

”Alt kan ske i finalen.”

Den danskfødte Amalie Hammild Iuel, som i sidste øjeblik fik startret for Norge – og ikke Danmark – vandt det andet heat i 56,60 sek., mens en tredje nordisk løber, Elisa Malmberg (SWE), ligeledes klarede sig videre til finalen, som løbes søndag kl. 15 dansk tid. Europas hurtigste i år, franske Aurelia Chaboudez, slap også videre, men uden at imponere.

400 meter hæk - semifinale
Samlet stilling
1. Stina Troest, DEN 55,91 sek.
2. Amalie Hammild Iuel, NOR 56,60 sek.
3. Jackie Baumann, GER 56,62 sek.
4. Elisa Malmberg SWE 56,86 sek.
5. Olena Kolesnychenko, UKR 56,86 sek.
6. Aurelia Chaboudez, FRA 56,97 sek.
7. Anastasiya Lebid, UKR 56,97 sek.
8. Shona Richards, GBR 56,99 sek.

© Copyright Dansk Atletik Forbund