DAFs bestyrelse tager på turne i næste måned
15. juli 2015 · DAF
Alle medlemsklubber er inviteret, når de syv bestyrelsesmedlemmer i august og september holder fem regionale møder. Der er lagt op til en åben og konstruktiv debat ved møderne, hvor bestyrelsen bl.a. vil fortælle om forbundets arbejde og visioner for fremtiden.
Hvad laver de egentlig ”inde i DAF”? Hvad går alle pengene til?
Hvordan ser fremtiden ud for Atletikdanmark? Og hvordan kan jeg og min klub få indflydelse på udviklingen?
Ja, det er gode spørgsmål, og dem kommer der svar på, når DAF’s bestyrelse i august og september sætter fokus på klubbernes forhold og muligheder for udvikling. Forbundets syv bestyrelsesmedlemmer tager på rundtur i Atletikdanmark og holder fem regionale møder, og vi har store forventninger. Alle DAF’s medlemsklubber er inviteret, og da det ikke er ret ofte, at forbundets politiske ledelse mødes med klubberne – bortset fra årsmøderne, glæder vi os til en ligefrem og konstruktiv debat.
Hvad skal vi tale om? Ja, i princippet alt – bortset fra eliteforhold, som foregår på særskilt elitekonference. Men bestyrelsen vil f.eks. gerne fortælle om hvordan pengene prioriteres i DAF, hvorfor DAF lægger så stor vægt på events, hvorfor vi anser Skole-OL og DGI/DAF-løbeprojektet for altafgørende for DAF’s fremtid samt om de nye komiteer og projektgrupper, som ønskes vedtages på årsmødet i oktober. Og så kunne vi rigtig godt tænke os at høre, hvordan DAF-klubberne ser sig selv i fremtiden. Hvor er din klub om 10 år? Og hvad laver I?
Hvad skal det føre til? Vi håber, at møderne fører til en god forståelse af forbundets strategi, og bestyrelsen ser frem til at komme tættere på klubbernes udfordringer, bekymringer, glæder og sorger. Vi vil komme med konkrete forslag, der kan støtte klubberne i deres udvikling og interne samarbejde. Og vi vil heller ikke lægge skjul på, at vi håber på stor deltagelse i årsmødet efter møderækken.
Hvem kommer? Ud over repræsentanter fra klubberne vil der på hvert møde være omkring tre bestyrelsesmedlemmer til stede. Formand Karsten Munkvad og direktør Jakob Larsen vil deltage i så mange af møderne som muligt, inden de skal repræsentere DAF ved VM i atletik. Souschef Kirse Ellegaard deltager også flere af stederne. Desuden bliver møderne dækket af DAF’s kommunikationsafdeling, der sørger for, at klubber der ikke kan komme til møderne, alligevel får noget ud af dem.
Sådan mødes vi:
12. august kl. 19-21 Nordjylland Aalborg (nærmere adresse fremsendes)
27. august kl. 19-21 Midtjylland Silkeborg: Ørstedsvej 15, 8600 Silkeborg
2. september kl. 19-21 Syddanmark Vejle (nærmere adresse fremsendes)
9. september kl. 19-21 Sjælland Korsør AM: Tovesvej 30 B, 4220 Korsør
16. september kl. 19-21 Hovedstaden Brøndby: Idrættens Hus, 2605 Brøndby
Tilmelding: Vi ønsker at få så mange klubber repræsenteret, og derfor er der fri tilmelding til møderne. Du er altså ikke bundet til at deltage i mødet i netop den region, hvor din klub ligger.
Vi ønsker ingen deltagerbegrænsning, men af praktiske årsager bør hver klub begrænse sig til 2-3 deltagere; det kan være trænere, ledere såvel som aktive. Møderne er naturligvis gratis, og der vil være lidt forplejning (drikkevarer).
Tilmelding senest fire dage før de enkelte møder til daf@dansk-atletik.dk.
På gensyn i august og september
DAF’s bestyrelse: Karsten Munkvad (formand), Torben Dan Pedersen (næstformand), Annette Nørgaard Jensen, Niels Kim Hjorth, Søren Munch, Henning Blok Madsen og Svend Christensen (bestyrelsesmedlemmer)