Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2015 > 07-18 Eskilstuna lørdag (1)
Kun tyskeren Reuther og svenske Berglund går videre fra heatet. (DECA Text&Bild)
Uldbjerg: Jeg løb min chance
18. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Kristian U. Hansen sluttede som nr. 6 i sin semifinale på 800 meter - et pænt stykke fra drømmen om en finale.
ESKILSTUNA - Ikke uventet blev semifinalen på 800 meter endestation for Kristian Uldbjerg Hansen. Aalborg-løberen kom i mål som nr. 6 i det første af tre semifinaleheat i tiden 1:53,25, og dermed er Junior-EM slut for ham.
”Jeg føler, at jeg løb min chance, men i dag var der bare ikke mere at give af,” erkendte han efter lørdagens semifinaleløb.
Taktikken var at lægge sig på en af de bagerste pladser for at undgå positionskamp – og så have nok ”is i maven” til at vente med at gå frem. Målet var en 3 eller 4. plads, som kunne vise sig at være nok. Efter en langsom første omgang på lige under 57 sekunder rykkede Uldbjerg dog allerede ved 600 meter og nåede op i en fjerde position, men det holdt ikke lang tid, og på den sidste del af løbet måtte han se sig glide ned til 6. pladsen. Kun de to første gik videre, skulle det vise sig.
”Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke helt holder taktikken, men jeg må bare erkende, at jeg mangler lidt i forhold til dem, der går i finalen. Så jeg må bare tilbage på træningsbanen. Føler dog stadig, at jeg i det rette løb er i form til at slå den danske juniorrekord, som er et af mine mål.”
Uldbjerg fylder 19 i næste måned, så hvis han skal gøre det af med Ruben Sørensens 42 år gamle rekord (!) på 1:49,2, skal det være i år. Sidste sæson var han ganske tæt på med 1:49,57 min. ved et stævne i Kortrijk
Junior-EM - Eskilstuna d. 18. juli (3. dag)
800 meter semifinale
Heat 1
1. Marc Reuther, GER 1:51,26 min. Q
2. Kalle Berglund, SWE 1:51,85 min. Q
6. Kristian U. Hansen, DEN 1:53,25
(dermed ude - samlet nr. 18 af 34)
Resultatliste