Anne Sofie Kirkegaard - her i det indledende heat bag den senere guldvinder. (© Getty Images for IAAF)'
5. plads til Anne Sofie i historisk hurtig finale
19. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Med 57,88 sek. forbedrede Anne Sofie Kirkegaard natten til søndag for anden gang på tre dage sin egen U18-rekord på 400 meter hæk. Det rakte højst overraskende ikke til medalje. På 200 meter sluttede Simon Hansen en forrygende indsats af med ny PR.
”Vi havde håbet på og havde også en god tro på medalje, men løbet viste sig bare at blive historisk hurtig. For to år siden havde Anne Sofies tid rakt til guld!”
Sådan lød det efter finalen på 400 meter hæk fra Anne Sofie Kirkegaards træner, Lars Kristiansen. Forinden havde Anne Sofie givet sig fuldtud, nærmest væltet sig ind over målstregen i sit livs løb. Måske et kort øjeblik en anelse skuffet over, at det ikke blev til en medalje. Men så kom tiderne op på tavlen: 5. Kirkegaard DEN 57,88 PB. Ny dansk U18-rekord, og samtidig blev Anne Sofie Kirkegaard den blot sjette dansker til at løbe under 58 sekunder – og med sine 17 år den klart yngste af disse.
Den store favorit Sydney McLaughlin skuffede ikke med mesterskabsrekorden 55,94 sek., mens en anden amerikaner tog bronze, med canadieren Xahria Santiago på sølvpladsen. Tiderne 57,47 og 56,79 sekunder – personlige rekorder til 2,3,4,5 og 6 i finalen. Anne Sofie som næstbedste europæer.
”Ved alle VM siden 1999 ville tiden havde givet mindst sølv,” konstaterer Lars Kristiansen. ”Så det bliver spændende at se, hvad Anne Sofie kan opnå i fremtiden.”
Endnu en supertid af Simon Hansen
For 16 dage siden havde Simon Hansen aldrig løbet under 22 sekunder på en 200 meter i godkendt vind. I Göteborg løb han så 21,64 sek. En tid, han forbedrede ved Ungdoms-VM til forrygende 21,45 sekunder i det indledende heat. Det rakte til en plads i semifinalen natten til søndag dansk tid, og her pressede han så sin PR yderligere ned til 21,37 sek. – endda i en modvind på 1,7. Det kan man kalde fremgang.
Simon Hansen i nattens semifinale bag den japanske guldvinder på 100 meter. (© Getty Images for IAAF)
Tiden rakte til en 4. plads i semifinaleheatet, men var ikke nok til avancement. Det krævede 21,13 sek. Simon slutter dermed som en samlet nr. 11, i europæisk sammenhæng kun slået af to briter.
I den anden semifinale løb Steffen U. Knudsen på inderbanen og kom i mål i 21,95 sekunder og en samlet placering som nr. 19. De to 1900-sprintere ligger på den danske rangliste nu nr. 3 og 4.
Ungdoms-VM – Cali d. 19. juli (4. dag)
200 meter seminfinale
Heat 1 (-1,7)
1. A.H. Sani Brown, JPN 20,62 sek. Q
4. Simon Hansen, DEN 21,37 sek. PR
(ikke nok til finale, samlet nr. 11)
Heat 2
1. Josephus Lyles, USA 20,93 sek. Q
7. Steffen U. Knudsen, DEN 21,95 sek.
(ikke videre, samlet nr. 19)
400 meter hæk finale
1. Sydney McLaughlin, USA 55,94 sek. CR
2. Xahria Santiago, CAN 56,79 sek. PR
3. Brandee Johnson, USA 57,47 sek. PR
5. Anne Sofie Kirkegaard, DEN 57,88 sek. dansk U18-rekord
Alle resultater