Loading...

Benjamin Lobo Vedel sikrer dansk atletik den første guldmedalje ved Junior-EM i 38 år. (DECA Text&Bild)

Junior-EM – Eskilstuna (3. dag)

Dansk atletik i drømmeland

19. juli 2015 · Jeppe Weinreich

To guld og en bronze på en dag, der går over i historien.

ESKILSTUNA – At sige at der p.t. er ”grøde” i dansk atletik, ligner en stærk underdrivelse efter lørdagens konkurrencer ved Junior-EM i Eskilstuna. Der er nærmest udbrudt revolution! To guld og en bronze på 2½ time ligner ikke noget, som er hændt før i dansk atletik. Nærmest noget som i en drøm.

Nok var der kalkuleret med en medalje til Benjamin Lobo Vedel i 400 meter finalen, men med god grund var den danske lejr bekymret for Norges hurtigste mand, Karsten Warholm. Nordmanden lagde stærkt ud på bane 5, mens Benjamin hurtigt tog jagten op. På den sidste langside løb de to side om side, og kun med det yderste lykkedes det for Aalborg-løberen at sikre sig guldet og altså den første af slagsen til Danmark siden 1977.

”De sidste tre dage har været nogle af de mest mentalt krævende for mig, men det har også været fantastisk. Min træner (Erik Barslev, red.) sagde til mig før løbet, at nu skulle jeg bare løbe mit eget løb og ikke tænke på de andre,” lød det fra Benjamin, der stadig kun 17 år gammel kan være med ved Junior-VM næste år i Kazan (RUS). - se et interview HER

Se eller gense løbet HER

3. og 4. plads på kvindernes 3000 meter
På kvindernes 3000 meter havde dansk atletik på forhånd også nogle varme kandidater til en god placering. Efter en relativt langsom første kilometer valgte tyskeren Alina Reh at sætte tempoet op, hvorefter nogle løbere allerede måtte lade sig falde tilbage. Bare lidt senere lykkedes det tyskeren sammen med spanieren Celia Anton at skabe et hul ned til de andre, mens der blev lagt op til en bronzekamp mellem de to danskere. Her viste Anna Emilie Møller sig stærkest, og faktisk var hun tæt på også at indhente spanieren, der vandt sølv bare ét sekund foran hende. Maria Larsen måtte altså tage til takke med den utaknemmelige 4. plads, men havde selvsagt en stor andel i den danske succes. Møller var trods sin bronzemedalje ikke så lykkelig, som man umiddelbart skulle regne med. 

"Nej, jeg var så tæt på at få en sølvmedalje, men jeg løber taktisk indtil sidste omgang, fordi jeg ville være sikker på at have noget at skyde med til sidst."
se et interview HER

AnnaEmilieMøller_EM2015_DECA

Anna Møller kæmper sig i mål til bronze -et sekund fra sølv. I baggrunden Maria Larsen på fjerdepladsen. (DECA Text&Bild)


Guld til Kløjgård
Forventninger var der til 1900-springeren Jonas Kløjgård, men måske kunne det – om alt klappede – blive til en bronzemedalje. Nu blev til så til en sensationel guld i en konkurrence, hvor de to forhåndsfavoritter Nabokau (BLR) og Lysenko (RUS) skuffede og endte som hhv. nr. 10 og 5. Jonas sprang som en drøm og klarede 2.05 – 2.11 – 2.15 og 2.17 i første forsøg. Først på 2.19 kom der en nedrivning, men med 2.21 og 2.23 meter klaret i første forsøg satte Jonas tingene på plads. Nok kom også polakken overraskende over de 2.23 meter, men det skete med mange nedrivninger undervejs, og den danske sejr var aldrig rigtig truet til sidst. Tilmed var Kløjgårds to første forsøg på 2.25 meter rigtig gode.

Kløjgård DECA

”Det har været en drøm at vinde medalje. Bare et komme i finalen var stort, men vi vidste godt, at nogle favoritter altid vil floppe. Jeg holdt mit hoved koldt, og det var det, som gjorde det,” lyder det fra Jonas Kløjgård, der startede karrieren i Silkeborg AK77 som 10-årig og har forbedret sig hvert eneste år siden. se interview HER

Junior-EM – Eskilstuna d. 18. juli
400 meter
1. Benjamin Lobo Vedel, Danmark 46,48 sek.
2. Karsten Warholm, Norge 46,50 sek.
3. Batuhan Altintas, Tyrkiet 46,95 sek.

Højdespring
1. Jonas Kløjgård, Danmark 2.23 meter
2. Dawid Wawryzyniak, Polen 2.23 meter
3. Oleksandr Barannikov, Ukraine 2.19 meter

3000 meter K
1. Alina Reh, Tyskland 9:17,29 min.
2. Celia Anton, Spanien 9:16,36 min.
3. Anna Emilie Møller, Danmark 9:17,36 min.
4. Maria Larsen, Danmark 9:20,48 min.

© Copyright Dansk Atletik Forbund