Anna Emilie Møller med sin anden medalje - og den flotteste af dem. (DECA Text&Bild)
Anna fuldender dansk EM-succes
20. juli 2015 · Jeppe Weinreich
Anna Emilie Møller demonstrerede søndag eftermiddag sit enorme potentiale, da hun løb sig til en sølvmedalje på 5000 meter - og dermed øgede den i forvejen rekordstore danske medaljehøst.
Med en sølvmedalje på 5000 meter bragte Anna Emilie Møller den danske medaljehøst ved Junior-EM op på fire medaljer – heraf to af guld. Det skete ved søndagens 5000 meter finale, hvor det stadig kun 17-årige fænomen løb sit livs løb og skar over 20 sekunder af sin personlige rekord. Kun guldvinderen fra gårsdagens 3000 meter, Alina Reh fra Tyskland, var stærkere i dag.
Anna hægtede sig på tyskeren fra start, og mens hver kilometer blev hurtigere og hurtigere faldt de andre stille og roligt fra, men ikke danskeren. Hun holdt ud indtil sidste omgang, hvor hun først måtte slippe.
”Jeg er bare meget glad. Min plan var at følge tyskeren så lang tid som muligt. I sidste ende kunne jeg ikke følge med, men hun var en fortjent vinder, og en sølvmedalje er også meget dejligt,” lyder det fra Anna, som fylder 18 om otte dage. Dermed er hun ung nok til også at være med ved næste års Junior-VM i Rusland.
Juniorrekorden (U20) lyder i øvrigt på 15:48,8 min. og blev sat af Dorthe Rasmussen i 1979. Samme Dorthe Rasmussen, som indtil denne weekend var den eneste danske guldvinder ved et Junior-EM.
Ved samtlige Junior-EM er det hidtil aldrig lykkedes dansk atletik at vinde mere end én medalje ved et mesterskab. Nu blev det til fire af slagsen.
Josephine tog over efter Schulz gik ned
Med Line K. Schulz' 4. plads på europaranglisten var fokus før kvindernes 1500 meter selvsagt på Aalborg-løberen - og ikke på Josephine Thestrup, den anden danske deltager i den direkte finale. Det så også ganske godt ud for Schulz, da hun efter to langsomme omgange gik med, da tre af favoritterne pludselig satte speed på. Hurtigt skabte de sig et stort hul ned til forfølgerne, og det lignede umiddelbart mindst en dansk fjerdeplads.
Med én omgang tilbage blev det imidlertid tydeligt, at Schulz ikke "ramte dagen". Der var ganske udsolgt, og hun faldt efterfølgende helt tilbage i feltet. Nærmest ud af ingenting rykkede Josephine Thestrup frem i det sidste sving og avancerede til en flot 6. plads, mens en forståelig skuffet Line K. Schulz endte på en 11. plads.
Ikke overrasket
”Jeg er egentlig ikke så overrasket over min 6. plads,” lød det efter løbet fra Josephine Thestrup;”for min træning har været god på det seneste, men jeg ville gerne have haft et tempoløb, for så havde jeg helt sikkert sat PR i dag. Nu fik jeg i stedet placeret mig dårligt i starten, hvor jeg kom til at ligge bagerst.”
4:26,09 min. lød Sparta-løberens sluttid på – bare 0,62 sek. fra hendes årsbedste. Den personlige rekord på 4:21,66 min. fra i fjor har hun ikke været tæt på i år, men det kunne meget vel komme senere på sæsonen.
”Jeg var lidt påvirket efter min dårlige vintersæson, så jeg har lige skullet komme i gang igen, men nu ser jeg frem til at løbe ved DM.”
Helt fremme blev det til dobbeltsejr for de to stærke briter, Bobby Clay og Amy Griffiths.
Junior-EM – Eskilstuna d. 19. juli 2015 (4. dag)
1500 meter finale K
1. Bobby Clay, GBR 4:17,91 min.
2. Amy Griffiths, GBR 4:20,41 min.
3. Konstanze Klosterhalfen, GER 4:20,84 min.
6. Josephine Thestrup DEN 4:26,09 min.
11. Line K. Schulz, DEN 4:30,02 min.
5000 meter finale
1. Alina Reh, Tyskland 16:02,01 min,
2. Anna Emilie Møller, Danmark 16:07,43 min. - årgangsrekord (DUR18)
3. Carmela Cardama, Spanien 16:23,81 min.