Loading...

DAFs bestyrelse

En fantastisk sommer

20. juli 2015 · Karsten Munkvad

Karsten Munkvad Det er en fantastisk sommer for dansk atletik. Oprykning til 1. division i Europa-cup - med en førsteplads og sejr over flere af de store europæiske atletiknationer og med flere danske rekorder.

Sara Slott placerer sig i toppen af verdensranglisten - og bringer sig i spil til en topplacering ved det kommende VM i august.

Store hold til de EM U23, EM U20 og VM Ungdom med stribevis af gode resultater, personlige rekorder og sidst - men ikke mindst - 6 medaljer.

Før sæsonen var der ikke mange, der havde forestillet sig så flotte resultater – og så mange af slagsen. I flere uger har der været adskillige henvendelser fra indland og udland med lykønskninger – og anerkendelse. Der bliver lagt mærke til dansk atletik. Det giver respekt, og det har en uvurderlig betydning for det fremtidige elite og talent arbejde i DAF.

Stort tillykke til jer aktive med de flotte resultater og tak for at have bidraget til den fantastiske sommer :-)

Stort tillykke til de personlige trænere og tak for det kæmpestore arbejde I lægger i at få jeres aktive til at præstere – og på det rigtige tidspunkt.

Stort tillykke til de involverede klubber og deres ledere og tak for at have leveret rammerne for de gode resultater.

Stort tillykke til os alle sammen i dansk atletik. Medaljetagerne vil blive fejret på behørig vis ifm. store DM i Aarhus den 8. – 9. august.

På vegne af DAFs bestyrelse

Karsten Munkvad, formand

© Copyright Dansk Atletik Forbund