Loading...

Sara Slott Petersen ved Diamond League stævnet i Paris. (Jiro Mochizuki)

Diamond League

Danske topnavne til start i Stockholm

28. juli 2015 · Jeppe Weinreich

Sara Slott Petersen og Andreas Bube er begge med, når det sidste Diamond League inden VM afvikles i Stockholm.

Mens 400 meter hæk ikke var Diamond League-disciplin, da Sara Slott Petersen senest sejrede i Lausanne, så er den på programmet igen ved torsdagens Stockholm Bauhaus Athletics – tidligere kendt som DN Galan. Og det betyder – som det var tilfældet i Paris – at feltet er uhyre stærkt. I forhold til superløbet i Paris er der ud over Sara fire gengangere: Zuzanna Hejnová (CZE), Wenda Nel (RSA) og de to amerikanere Cassandra Tate og Georganne Moline. Sidstnævnte er i øvrigt også med seks dage senere, når Sara løber ved Copenhagen Athletics Games.

Af de otte løbere i A-heatet finder man seks af dem i verdens top-10. Svenskeren Elise Malmberg, der overraskende vandt guld ved EM-U23 foran Stina Troest, har fået et wildcard, mens Eilidh Child – nr. 13 i verden - udgør et interessant bekendtskab. Briten er nemlig samme årgang som Sara og har slået hende i de seneste fem opgør. Kun i deres første møde – i Holland helt tilbage i 2007 – var Sara hurtigst. Onsdag var Sara sat på bane 5, men på den seneste liste er hun nu på bane 4 - med Hejnová på bane 5.

Fejlagtige udmeldinger
Med lidt uheldig timing dukkede der onsdag en artikel om, at Sara har tænkt sig at stoppe karrieren efter OL næste år. Den viste sig dog at være baseret på udtalelser fra før det store gennembrud, og i Ekstra Bladet (to helsider i dag torsdag) kunne hun til glæde for danske atletikfans afkræfte umeldingen. 

"Før skulle jeg selv eller min træner ringe til en stævnearrangør for at høre, om jeg måtte løbe med, men nu begynder de at ringe til mig, og så kan jeg jo stille flere krav, og jeg har lidt mere at forhandle med," siger hun til Ekstra Bladet - læs det HER

Godt 800-meter-felt kan hjælpe Bube til VM
VM i Beijing begynder om lidt over tre uger, og mens Sara for længst er udtaget, så mangler Andreas Bube fortsat 0,24 sek. i at klare kravet på 1:46,00 min. 800 meteren er ikke Diamond League-disciplin denne gang, og det har givet plads til Bagsværd-løberen, som bliver matchet godt med bl.a. Nordens hurtigste i år, Andreas Almgren, som har bebudet, at han går efter at slå den svenske rekord, der lyder 1:45,45 min.

400 meter hæk og 800 meter afvikles hhv. 20.03 og 21.30.

TV3 Sport 1 sender direkte fra kl. 20-22
SVT2 sender fra kl. 19.30-21 og derefter på SVT1 kl. 21-22

© Copyright Dansk Atletik Forbund