Mads Tærsbøl med det synlige bevis. (privatfoto)
Fremragende tider i kaotisk stævne
02. august 2015 · Jeppe Weinreich
Det var ikke kun Andreas Martinsen, som gjorde det flot ved lørdagens stævne i Flandern. Langt over midnat løb Sara Sig Møller 15:45,07 min. på 5000 meteren, mens Mads Tærsbøl på samme distance for første gang kom under de 14 minutter. Og ikke mindst Andreas Bueno fik boostet selvtilliden med sin næsthurtigste 1500 meter-tid nogensinde.
Mørket var faldet på i Ninovei Flandern, da Mads Tærsbøl sent lørdag aften krydsede målstregen som vinder af B-heatet på 5000 meter. Uret stoppede på 13:55,96 min., og dermed fik Sparta-løberen med en fortid i Korsør AM brudt den grænse, som mange håbefulde danske langdistanceløbere har som mål. Hidtil er det lykkedes 26 at gøre det, men de seneste ti år har der kun været tre: Morten Munkholm, Abdi Hakin Ulad og Thijs Nijhuis. 22-årige Tærsbøl er altså det 27. medlem af klubben.
”Det var generelt et fint løb. Haren holder 14.00-tempo til 3 km, men derefter falder tempoet, og med 1400 meter igen går jeg frem og trækker,” fortæller Mads Tærsbøl, som efter sejren ved DM Kort Cross i januar havde en periode med formnedgang og nogle af de samme symptomer, som ødelagde tre sæsoner i 2012-2014. Heldigvis er han tilbage på toppen nu, og næste store mål bliver DM i Aarhus, hvor han også stiller op på 1500 meter.
”Fremover er det specielt 1500 meteren, som jeg vil satse på. Jeg ser mig mere som 1500 meter-løber, 5000 meteren er lidt for lang til mig,” fortæller Tærsbøl, der interessant nok ikke har prøvet distancen siden 2011. En engelsk mile på 4:04,66 min. i Irland – i stærk blæst - for tre uger siden indikerer dog, at han under de rette forhold kan løbe under 3:45 min.
”Men i Aarhus går jeg efter guldet på 5000 meteren,” slår han fast.
Hele 44 løbere er tilmeldt 5000 meteren, men ikke den forsvarende mester Thijs Nihuis (Viborg AM), som for nylig brækkede armen. Dermed er der lagt op til et opgør mellem de to tidligere Korsør-løbere, Tærsbøl og Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM).
Bueno 3:38,94
Andreas Bueno har hidtil ikke haft den sæson, som han havde håbet på. Med 3:40,62 min. på 1500 meter som sæsonbedste har VM-kravet på 3:36,20 min. været langt væk. I Ninove viste den 27-årige 1900-løber dog, at en VM-billet måske ikke er utopi.. I A-heatet kom han nemlig ind som nr. 5 i 3:38,94 min. – trods et for langsomt udgangstempo. Det er kun den anden gang, at han løber under de 3:40,00 min. – og tiden er præcis et halvt sekund fra den personlige rekord fra sidste år. Og så fandt starten sted kl. halv to om natten!
Der var tale om et kaotisk løb med 26 deltagere, og Bueno rundede de første 800 meter i 2.00 min. – altså godt fire sekunder for langsomt i forhold til VM-kravet.
”Egentlig havde jeg opgivet VM, men når jeg ser tilbage på mine tidligere løb, så har jeg ganske enkelt været for træt. Jeg har ikke fået trappet nok ned, men nu føler jeg mig helt frisk. Det er første gang i år, at jeg prøver det,” lyder det fra Bueno, som nu undersøger mulighederne for at finde et løb inden deadline d. 10. august.
”Mine træningsresultater er de bedste nogensinde, så jeg vil virkelig gribe den sidste chance.”
I forhold til VM kan det meget vil vise sig, at en 3:37-tid vil være nok til at komme med via det nye kvotesystem.
Hurtigste tid i 13 år
Klokken var to, da Sara Sig Møller (Sparta) i det kaotiske stævne fik lov at løbe. Hun blev puttet ind i et heat med mænd, og trods en alt andet end optimal forberedelse lykkedes det hende at komme i mål i 15:45,07 min. – personlig rekord og den hurtigste tid af en dansk kvinde siden 2003.
Memorial Rasschardt – Ninove(BEL) d. 1. august 2015
Mænd
800 meter B-heat
1. Mohammed T. Ayoub, Bahrain 1:47,11 min.
4. Nick R. Jensen, DK-Sparta 1:48,92 min.
1500 meter
1. Hiss Bachir Youssouf, Djibouti 3:36,96 min.
5. Andreas Bueno, DK-Aarhus 1900 3:38,94 min. SB
5000 meter B-heat
1. Mads Tærsbøl, DK-Sparta 13:55,96 min. PR
400 meter hæk
1. Mickael Francois, FRA 49,70 sek.
4. Nicolai Hartling, DK-Sparta 51,09 sek.
Kvinder
5000 meter (mix-heat)
10. Sara Sig Møller, DK-Sparta 15:45,07 min. PR