Nick Ekelund-Arenander vinder her CAG 2014 foran polakken Zalewski (th). Dén sejr bliver svær at gentage for den danske rekordholder i onsdagens A-finale, som har meget højt niveau. (Kim Gudmand)
Det stærkeste startfelt nogensinde
04. august 2015 · Jeppe Weinreich
Der er lagt op til en flot aften i morgen på Østerbro Stadion.
Østerbro Stadion er onsdag aften næstsidste stop for de danske VM-deltagere inden Beijing. Weekenden efter gælder det DM i Aarhus, og begge steder er der lagt op til spændende dyster. Stævnechef for Copenhagen Athletics Games, Henrik Paulsen, tøver ikke med at kalde det for det bedste startfelt i de 11 år, han har haft ansvaret for det internationale atletikstævne.
De tre VM-kvalificerede danskere er naturligvis med begge steder. Ud over Andreas Bube gælder det årets helt store sensation, Sara Slott Petersen, samt Stina Troest, som begge stiller op i det vel nok flotteste 400 meter hæk-heat nogensinde på dansk grund. Her står verdensranglistens nr. 8, Georganne Moline (USA) klar til at tage kampen om med Sara Slott Petersen. Selvom danskeren har vundet de to indbyrdes opgør i år (Paris og Stockholm), så er der lagt op til en meget tæt duel, hvor også Europas 7. hurtigste i år, briten Meghan Beesley, måske kan blande sig.
21-årige Stina Troest, der vandt sølv ved EM-U23 i sidste måned, og bare 17-årige Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) – nr. 5 ved Ungdoms-VM – bekræfter, at netop 400 meter hæk er en paradedisciplin i dansk atletik.
Kan Hartling bryde drømmegrænsen 50 sekunder?
I mændenes 400 meter hæk hedder det store navn Nicolai Hartling. Han vandt bronze ved EM-U23 og har i år to gange forbedret den danske rekord, som ellers havde stået uantastet siden 1976. 50,02 sek. lyder Hartlings nye rekord på, og den 21-årige Sparta-atlet drømmer da også om at bryde 50-sekunders-grænsen. På hver sin side har han to stærke folk, nemlig Adam Durham (USA), som med 49,20 sek. er placeret som nr. 23 i verden, og den britiske mester Niall Flannery, som er nr. 30 i verden i år.
Martinsen jagter en VM-billet
På den korte hæk – 110 meter – har Andreas Martinsen bebudet ikke mindre end en dansk rekord (13,55 sek.). Hvis Aarhus 1900-atleten skal med til VM, er en dansk rekord da også, hvad der kræves – helt præcis 13,47 sekunder. Også han er ”klemt inde” mellem to verdensklasseløbere, sidste års vinder af CAG, Sekou Kaba (CAN) og amerikaneren Jarrett Eaton, som i år har forbedret sig til hhv. 13,43 og 13,41 sekunder.
Dansk drømme-duel
Et andet imødeset svar, som konkurrencerne vil give, er på 400 meteren, hvor den danske rekordholder Nick Ekelund-Arenander (Sparta) møder den bare 17-årige Benjamin L. Vedel (Aalborg AM). Førstnævnte har ikke tabt til en dansker på distancen siden 2010, men er nu truet af den fremadstormende, nybagte junioreuropamester. Bronzevinderen fra de jamaicanske mesterskaber, Peter Matthews, gælder dog sammen med den britiske vicemester Jarryd Dunn som favoritter i et løb, som har den højeste klasse, siden OL-guldvinderen Quincy Watts ved BT Games i 1992 satte den gældende stadionrekord på 44,83 sek.
Forhindringsfelt jagter VM-krav
Danmarks bedste navn på 3000 meter forhindring, Ole Hesselbjerg (Sparta), har blikket rettet mod VM-kravet på 8:28,00 min. Det vil kræve, at han skærer over fem sekunder af sin personlige rekord. Den sydafrikanske mester, Dikotsi Lekopa, har meldt sin ankomst sammen med en håndfuld andre navne, som alle er opsatte på at klare VM-kravet. Det kan blive en flot og spektakulær oplevelse.
EM-revanche i længdespring
Endnu en spændende dansk duel finder man i længdespring, hvor nr. 5 og 6 fra EM-U23, Benjamin Gabrielsen og Andreas Trajkovski – begge Sparta – er med. Sidstnævnte måtte ved den lejlighed udgå med en mindre skade, men er nu klar til at dyste om den trone, som de to unge talenter har overtaget efter 32-årige Morten Jensen, som fortsat er med.
Andre danske topnavne er stangspringer Rasmus W. Jørgensen (Sparta), som ikke har opgivet VM-kravet på 5.65 meter, mens en anden spartaner, Trine Mulbjerg, møder flere modstandere, som har stødt over 17 meter.
På 100 meter møder den danske mester Morten D. Madsen den nybagte junioreuropasmester, briten Ojie Eduborun. Med er også Norges stærke navn Jaysuma Saidy Ndure, der har den nordiske rekord med 9,99 sek. samt en EM-bronze på sit cv.
Kipketer-tribut
Vanen tro sluttes der af med ”Wilson Kipketer Tribute 800m”, og her er Andreas Bube med for første gang siden sejren i 2012. Blandt hans konkurrenter er slovakken Josef Repcik, som var med i EM-finalerne i 2012 og 2014, hvor Bube blev hhv. nr. 2 og 4.
Stævnet starter med børnekonkurrencer kl. 18. Sara Slott Petersen indleder hovedprogrammet med 400 meter hæk kl. 19.20.
-RESULTATER BLIVER LØBENDE OPDATERET HER